Hovedstadskommuner afviser fejl i udligning

Steen Christiansen, borgmester i Albertslund (S). Foto: Polfoto/Bjarke MacCarthy

Hovedstadskommunerne afviser, at det eksisterende datagrundlag for to socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet har betydet, at milliarder er overført til bykommuner via udligningssystemet.

Af Arne Ullum, arne@ullum.eu

De 34 hovestadskommuner afviser kategorisk, at en række provinskommuner er blevet snydt for udligning, fordi Danmarks Statistik ikke har registeret udlændinges uddannelse.

“Ingen kommuner er blevet snydt, og ingen kommuner er sluppet billigere, end de burde. De pågældende kommuner skal ikke have flere penge på grund af en statistik, som er baseret på en spinkel spørgeskemaundersøgelse. Disse kommuner har allerede fået dækket deres omkostninger en gang,” siger borgmester Steen Christiansen fra Albertslund, der er talsmand for de 34 hovedstadskommuner i stopforskelsbehandlingen.nu.

Er allerede regnet ind i udligningen

Kerneargument er, at udligningssystemet skal ses i sin helhed. Den seneste større justering af udligningssystemet blev gennemført i 2013 på baggrund af grundige analyser af den samlede opgørelse af kommunernes udgiftsbehov samt sammenhængen mellem de sociale forhold og variationerne i udgiftspres på de store kommunale serviceområder, skriver kommunerne i længere notat om sagen.

“Den mangelfulde opgørelse er således taget med ind i den samlede betragtning af de byrdefordelingsmæssige konsekvenser ved seneste udligningsændring, hvorfor kommunerne hverken er blevet under- eller overkompenseret. Derfor vil anvendelsen af de opdaterede uddannelsesoplysninger uden kompenserende ændringer for en række kommuner udgøre en voldsom stramning af udligningen,” hedder det i notatet.

“Økonomi- og Indenrigsministeriet vurderede senest i 2013, at de penge, der bliver omfordelt på baggrund af de to kriterier, udgør en fair betaling for den faktiske byrde, kommuner har. Derfor er det uforståeligt, at en række kommuner på trods af uændrede omkostninger nu kræver over 700 mio. kr. oven i de 13,3 mia. kr. om året, som disse kommuner allerede modtager fra hovedstadsområdet,” siger borgmester Steen Christiansen.

Læs hele notatet fra hovestadskommunerne her: