Kommuner får bonus på op til 67.000 kr. for at nægte kontanthjælpsmodtagere førtidspension

En detalje i den kommunale udligning betyder, at kommunerne får store tilskud ved at fastholde syge eller varigt uarbejdsdygtige borgere på kontanthjælp i stedet for at bevilge førtidspension.

Kommunerne mister mellem 34.000 og 67.000 kr. om året i tilskud hver gang en borger får tildelt førtidspension. Foto: TORBEN ÅNDAHL / Polfoto

En detalje i den kommunale udligning betyder, at kommunerne får store tilskud ved at fastholde syge eller varigt uarbejdsdygtige borgere på kontanthjælp i stedet for at bevilge førtidspension. “Det glade vanvid,” siger social- og arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten. 

Af Arne Ullum, [email protected]

Mens beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kritiserer kommunerne for at fastholde kronisk syge borgere på kontanthjælp frem for at give dem en førtidspension, så deler hans ministerkollega indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) ekstra penge ud til kommuner, som fastholder borgerne på kontanthjælp i stedet for at give dem førtidspension.

Helt præcis får en kommune et årligt ekstra tilskud på 37.000 kr. i hovedstadsområdet og godt 67.000 i provinsen, hver gang kommunen fastholder en borger på kontanthjælp frem for at tildele en førtidspension.

”Det her er jo det glade vanvid. Det forklarer måske, hvorfor man i nogle kommuner helt bevidst har holdt alvorligt syge borgere og borgere med meget ringe arbejdsevne på kontanthjælp i årevis uden at sørge for, at de bliver afklaret og uden give dem en førtidspension,” siger Finn Sørensen, der er medlem af social- og arbejdsmarkedsudvalget for Enhedslisten.

Gemt i teknisk detalje i udligningssystem

Forklaringen på det absurde forhold skal findes dybt nede i det kommunale udligningssystem. Her er det fastsat, at en kommune får ekstra penge for hver borger, som i tre ud af de seneste fire år har haft en indkomst på under 60 pct. af medianindkomsten.

Ved opgørelsen for tilskuddet i 2018 bruges tallene helt tilbage fra 2013-2015. Hvis man eksempelvis ser på tallene for 2014, så var grænsen på 136.000 kr., for hvornår en borger udløste det særlige tilskud for at have lav indkomst.

Kontanthjælpen var kun 128.000, og dermed udløser en kontanthjælpsmodtager det særlige tilskud. Førtidspensionen er lidt højere, og dermed over de 136.000 kr. Siden 2014 er forskellen på kontanthjælp og førtidspension øget, og derfor er effekten af reglerne uændret.

Slutfacit er, at en kommune i hovedstadsområdet får 37.000 kr. om året ekstra, så længe en borger er på kontanthjælp og ikke kommer på førtidspension. En kommune i provinsen får hele 67.000 kr. Forskellen skyldes afvigelser mellem udligningsreglerne for kommuner i hovedstaden og provinsen.

Tallene fremgår af en analyse fra seks østjyske kommuner i sammenslutningen rimeligudligning.nu, samt af baggrundsmaterialet, som NB-Økonomi har haft adgang til.

København tjener tocifret millionbeløb på mangeårige kontanthjælpsmodtagere

København er et eksempel på en kommune, der får et årligt millionbeløb på, at kommunen har uforholdsmæssigt mange kontanthjælpsmodtagere i forhold til førtidspensionister.

Selv om kommunens borgere udgør 10,5 pct. af landets befolkning, så har den 23 pct. af landets samlede antal modtagere af kontanthjælp med varighed over tre år. Til gengæld har kommunen kun seks pct. af landets førtidspensionister.

København har netop fået godt 64 mio. kr. fra satspuljemidlerne til at mindske antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere. Ifølge bevillingen har København 6.782 borgere, som har været på kontanthjælp i mere end fem år. Det er næsten hver fjerde ud af de 27.000 på landsplan.

Men bevillingen på 64 mio. kr. kan altså ikke opveje det beløb, som kommunen vil tabe, hvis en stor del af de mangeårige kontanthjælpsmodtagere bliver tildelt førtidspension.

Ordfører: Kommunerne tænker på tilskud

Finn Sørensen, der er kommunalordfører for Enhedslisten, er ikke i tvivl om, at kommunerne lader sig styre af tilskudsreglerne.

”Jeg er meget overbevist om, at en kommunal administration tænker på det her. Mit indtryk er, at kommunaldirektører stort set ikke beskæftiger sig med andet end at finde ud af, hvor de kan hente penge til kommunen. De er jo nærmest at betragte som omvandrende regneark,” siger Finn Sørensen, der nu vil rejse sagen overfor de relevante ministre.

Minister vil se på reglerne ved udligningsreform

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) er det langt fra hensigtsmæssigt, at kommunerne har et incitament for at borgerne forbliver på kontanthjælp.

”Jeg er meget optaget af, at kommunerne har en økonomisk tilskyndelse til at få ledige i beskæftigelse. Det er netop ambitionen bag reformen af refusionssystemet på området og også en vigtig parameter for Finansieringsudvalgets arbejde med udligningen. Regeringen afventer udvalgets rapport, før vi tager stilling til mulige ændringer i udligningssystemet,” skriver økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i en mail.

NB-Økonomi ville gerne have en kommentar fra Anna Mee Allerslev (B), der er borgmester for Arbejdsmarked og Integration i København, men hun er ikke vendt tilbage på forespørgslen. 


Fakta: Sådan opgøres antallet af personer med lav indkomst i tre ud af fire år

Opgørelsen sker ud fra en af Danmarks Statistik foretaget opgørelse over antal 18-64-årige i kommunen pr. 31. december 2015, der i 2015 og i mindst to af de foregående tre år har haft en ækvivaleret disponibel indkomst på mindre end 60 procent af medianindkomsten på landsplan samt en formue på under 10.000 kr. og været bosat i Danmark i tre ud af de seneste fire år. Endvidere medtages studerende uden børn samt selvstændige og medarbejdende ægtefæller ikke i opgørelsen. Familiemedlemmer til studerende uden børn og selvstændige udelades også.

Populationen til beregning af medianindkomsten er E-familier, hvor ældste person er ældre end 14 år og fuldt skattepligtig. Ved opgørelsen henregnes personer, der er bopælsregistret i kommunen, til folketallet i kommunen. Opgørelsen sker på baggrund af Danmarks Statistiks Familieindkomster og Husstands- og familiestatistik.

Kilde: Kommunal udligning og generelle tilskud 2018, udgivet juni 2017 af Økonomi- og Indenrigsministeriet

Del: