Opgør med kommunale selvstyre: Folketinget vil styre ældreudgifter

Del artiklen:
Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti jubler over
Folketinget vil inden jul tage et historisk opgør med det kommunale selvstyre på ældreområdet. Hvis kommunerne sparer på ældre, så vil Folketinget systematisk øremærke de kommunale bevillinger.

Af Arne Ullum, [email protected]

Et flertal i Folketinget varsler et indgreb over for kommunerne, som i realiteten sætter det kommunale selvstyre ud af kraft i relation til bevillingerne til ældreområdet. Ifølge beslutningsforslaget, som regeringen og Dansk Folkeparti står bag, så vil en ”nedprioritering af ældreplejen [i kommunerne] … blive mødt med yderligere øremærkning af de midler, kommunerne har til rådighed.”

Initiativtager til forespørgseldebatten Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti lagde ved afslutningen ikke skjul på, at beslutningen i hans øjne er et markant opgør med det kommunale selvstyre på ældreområdet.

”Det er en landvinding i forhold til den lovprisning, der ellers altid har været af det kommunale selvstyre – at de nærmest ikke kan gøre noget galt ud i kommunerne. Så det er jeg bare uendeligt tilfreds med.”

Klik på billedet og se video med Dansk Folkepartis ordfører Jeppe Jakobsen

Jeppe Jakobsen lagde ikke skjul på, at partiet nu har en forventing om, at regeringen helt automatisk foreslår puljer ved efterårets forhandlinger om finansloven, som neutraliserer eventuelle kommunale nedskæringer på ældreplejen.

”Hvis nedskæringer ude i kommunerne fortsætter –  så vil det blive mødt med øremærkning af de midler, som kommunerne har til rådighed. Det betyder jo så fremadrettet, at vi ikke længere i Dansk Folkeparti behøves at have det med i døren, når vi går ind til finanslovsforhandlinger, så vil det ligge der i forvejen, hvis kommunerne har skåret ned,” sagde en synligt tilfreds ordfører ved afslutningen af debatten i Folketinget.

Advarsel mod bureaukrati

Flere af partier advarede dog mod, at det kan medføre betydeligt bureaukrati.

Glæden fra Dansk Folkeparti fik Liberals Alliances May-Britt Buch-Katttrup til at protestere:

”Jeg ved ikke om Dansk Folkeparti går ind for helt at afskaffe det kommunale selvstyre. Det gør vi ikke,” sagde hun.

Mest klar var den radikale ordfører Marlene Borst Hansen, som understregede at Folketinget ikke skal vedtage love bare for at vedtage love.

”Vi er ikke overbeviste om, at vi får bedre ældrepleje, ved at vi lovgiver mere her fra Christiansborg. Den service, der skal være for ældre og særligt sårbare ældre er en kommunal opgave, og det er et kommunalt ansvar,” sagde hun.

Vil påvirke kommuneforhandlingerne

Processen for fastlæggelsen af de kommunale udgifter har de seneste år været, at regeringen i juni måned forhandler en aftale med kommunerne om de overordnede rammer for kommunernes økonomi.

Kommunerne har så vedtaget budgetter senest 15. oktober, som overholdt de samlede rammer.

Herefter har regeringen og Dansk Folkeparti som led i finansloven vedtaget særlige puljer, som så reelt har medført en efterfølgende justering af budgetterne i kommunerne.

Hvis man tager beslutningen i Folketinget helt bogstaveligt, så ville regeringen reelt miste styringen af de kommunale udgifter. Teoretisk set kunne kommunerne spare eksempelvis en milliard på ældreplejen i budgetterne, velvidende at Folketinget så ville erstatte den milliard med puljer.

Derfor vil Folketingets beslutning formentligt medføre, at regeringen som led i kommuneaftalerne vil forpligte kommunerne til at bruge et bestemt beløb på de ældre på samme måde, som kommunerne forpligter sig til ikke at hæve skatten.

Da aftalen formentligt bliver koblet til kommunernes samlede ældreudgifter, så vil det betyde, at KL i fremtiden ikke blot skal koordinere skatten og anlægsudgifterne, men også ældreudgifterne.