Provins versus hovedstad: Her er de officielle tal for udviklingen siden 2010

De sociale problemer er for alvor flyttet fra hovedstaden til provinsen siden 2010. Se tallene her.

Kommunernes økonomiske situation har ændret sig betydeligt siden Folketinget sidst justerede den kommunale udligning i 2012. Se, hvordan udviklingen har været i provinsen og hovedstaden baseret på ændringerne i de officielle tal.

Af Arne Ullum, arne@ullum.eu

Forskellen mellem serviceudgifterne i provinskommunerne og hovedstaden er faldet lidt, siden politikerne sidst så på den kommunale udligning i 2012. Men samtidig har de sociale udgifter udviklet sig markant mere i provinsen end i hovedstaden, hvis man måler på udbetaling af overførselsindkomster.

Derfor er der stadig en markant forskel på serviceudgifterne i hovedstaden og provinsen. Uagtet at de sociale problemer målt på overførselsindkomster er blevet betydeligt større i provinsen end i hovedstaden, så havde provinskommunerne i 2016 stadig cirka 2.600 kroner pr. borger mindre til serviceudgifter såsom ældrepleje og børnepasning.

Det viser et udtræk af data fra de officielle kommunale nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som NB-Økonomi har lavet for at få et billede af, hvordan kommunernes økonomi har udviklet sig siden 2010.

Netop det års regnskaber var grundlaget for Finansieringsudvalgets rapport, som var central ved den seneste ændring af den kommunale udligning i 2012. Tallene giver med andre ord et billede af, hvordan den kommunale udvikling har ændret sig siden Folketinget sidst tog stilling til den kommunale udligning.

Driftsudgifterne er ens – overførsler afviger væsentligt

Tallene, som er gengivet i skemaet herunder, viser, at hovedstads- og provinskommunerne har stort set ens nettodriftsudgifter pr. indbygger. Den store forskel er, at ud af nettodriftsudgifterne bruger provinskommunerne i gennemsnit 14.161 kroner pr. indbygger til overførsler, mens det kun er 10.697 kroner pr. indbygger i hovedstadskommunerne. (2016-tal)

Dermed har gennemsnitskommunen i hovedstaden cirka 2.600 kroner ekstra til serviceudgifter pr. indbygger i 2016. Når forskellen i udgifterne til overførsler ikke slår fuldt igennem på serviceudgifterne, skyldes det en række regnskabsposter, som ikke er med i nettodriftsudgifterne.

Siden 2010 er der sket en række vigtige bevægelser, hvis man alene ser på tallene:

Forskellen i servicesudgifter er indsnævret

På de seks år fra 2010 til 2016 er forskellen i serviceudgifterne mellem hovedstadskommunerne og provinskommunerne faldet fra 3.414 kroner til 2.634 kroner i gennemsnit.

Forskel i overførselsindkomster er fordoblet

Udgifterne til overførselsindkomster er steget med 16 procent i provinsen mod kun to procent i hovestaden. Udtrykt i kroner brugte provinskommunerne 1.741 kroner mere pr. indbygger til overførsler i 2010, og det tal var i 2016 fordoblet til 3.464 kroner.

Målt efter udgifterne til overførselsindkomster pr. indbygger var de sociale problemer 14 procent større i provinsen i 2010 sammenlignet med hovedstadskommunerne, mens de var blevet 24 procent større i 2016.

Forskellen på de store serviceområder er uændret

Ser man på de store områder dagtilbud til børn, skoleudgifter og ældrepleje, så har der været en næsten ensartet udvikling i udgifterne i provinsen og hovedstaden. Hovedstaden bruger fortsat markant flere penge på service pr. barn og ældre.

Mest markant er det, at hovedstadskommunerne i 2016 fortsat bruger 12.465 kroner mere pr. 0-13 årige til dagtilbud.

Skatten er steget i provinsen og faldet i hovedstaden

I 2010 havde borgerne i provinsen i gennemsnit en kommuneskatteprocent, som var 0,98 procent højere, og den forskel er i 2016 steget til 1,2 procent. Årsagen er, at provinskommunerne har sat skatten op med 0,12 point, men hovedstadskommunerne har sat skatten med med 0,1 point.

Stadig flest ansatte i provinsen

Trods de færre penge til service, så er der to ansatte mere pr. 1.000 indbyggere i provinsen end i hovedstaden svarende til cirka 100 ekstra ansatte i en kommune med 50.000 indbyggere. Det er en lille indsnævring – i 2010 havde provinskommunerne 2,7 flere ansatte pr. 1.000 borgere.

Yderkommuner har suverænt flest penge til service pr. indbygger

Men faktisk er det lidt misvisende at se provinskommunerne under ét. Tallene viser, at yderkommunerne faktisk har de suverænt største nettodriftsudgifter – også betydeligt større end hovedstadskommunerne. (Yderkommuner er her defineret efter den offcielle liste i Kommunale Nøgletal, der omfatter 15 kommuner).

Yderkommunerne har i snit 56.302 kroner i nettoudgifter, og det mere end opvejer, at de bruger 15.544 kroner til overførsler. Derfor har yderkommunerne med  43.403 kroner klart flest penge til serviceudgifter pr. indbygger, hvilket er godt 600 kroner mere pr. indbygger sammenlignet med hovedstadskommunerne.

Det afspejler sig samtidig i, at yderkommunerne i 2016 havde 78,4 ansatte pr. indbygger, hvilket er 7,5 mere end hovedstadskommunerne pr. 1.000 indbyggere.

Mange borgere på overførsler koster også ekstra serviceudgifter

En kommunes udgiftsbehov afhænger ifølge analyser fra det særlige Finansieringsudvalg af sammensætningen af borgere.Og det er ikke kun udgifterne til overførsler, men også på serviceudgifterne.

Populær sagt er børn og gamle dyre, fordi de trækker på de offentlige institutioners service, mens studerende er de billigste, fordi staten betaler både uddannelsesudgifter og SU, samtidig med at de studerende normalt trækker meget lidt på den kommunale service.

Erfaringen viser samtidig, at borgere på overførselsindkomster ofte trækker voldsomt på de kommunale kasser både i form af øget støtte til børn, øgede sundhedsudgifter og en række andre ydelser.

Det er alle disse forskelle, som Finansieringsudvalget forsøger at afspejle i en matematisk model, som skal udregne en kommunens udgiftsbehov.

Derfor er der uenighed om tallene

Diskussionen om udligning handler derfor grundlæggende om, hvordan man udregner en kommunes udgiftsbehov, hvis den skal levere samme service som gennemsnittet.

Hvis man har et validt tal for, hvor mange penge en kommune ska bruge for at levere en gennemsnitlig service, så er det også en smal sag at sammenligne med det faktiske forbrug.

Det forsøger Indenrigsministeriets Nøgletal i det såkaldte servicetal, som viser hvor mange penge en kommune bruger i form af nettodriftsudgifter sammenlignet med det teoretisk udregnede serviceniveau.

Det tal viser, at servicen er klart bedst i provinsen, og i særdeles i udkantsområder som Lolland og Langeland.

Problemet med tallet er imidlertid, at hele regnestykket afhænger af formlen for kommunens udgifter – altså hvor mange penge en kommune med en given befolkningssammensætning skal have for at levere en gennemsnitlig service.

Hovedstadskommunerne har i de seneste dage argumenterer for, at netop servicetallet viser, at borgerne i provinsen får en langt bedre service for deres skat, men det billede frustrerer provinskommunerne.

”Det er simpelthen ikke et rigtigt billede, der tegnes”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg.

”Enhver kan sige sig selv, at der er noget galt, når hovedstadskommunerne udpeger kommuner som Odsherred og Lolland som kommuner med det højeste serviceniveau i landet, og Frederiksberg som kommunen med det laveste serviceniveau. Det har jo ikke hold i virkeligheden”.

Problemet er ifølge en pressemeddelse fra Bedre Balance, at ministeriets nøgletal tæller overførselsudgifterne med.

“Bruger man hovedstadskommunernes logik, så stiger serviceniveauet på Lolland, når de får en tilflytter på kontanthjælp fra Hørsholm, mens serviceniveauet omvendt falder i Hørsholm. Det er rigtigt, at vi i provinsen i gennemsnit bruger 27 % mere på overførselsudgifter. Men hvornår har det nogensinde haft noget at gøre med service?,” spørger Bedre Balance.

Men også her falmer nuancerne lidt. For når en kontanthjælpsmodtager flytter fra Hørsholm til Lolland, så falder det teoretiske udgiftsniveau i Hørsholm, mens det stiger i Lolland. Dermed får Lolland øget udligning, mens Hørsholm mister penge på udligningen. Ganske enkelt fordi den socioøkonomiske sammensætning i de to kommuner forskydes.

Og dermed vender hele diskussionen tilbage til udgangspunktet: Udløser den ændring i den socioøkonomiske sammensætning en korrekt ændring i kommunens udgiftsbehov?

Eller med andre ord: Kompenserer de komplicerede formler i den kommunale udligningsordning kommunerne korrekt?

Det er netop det spørgsmål, som Folketinget inden sommer skal tage stilling til på baggrund af en omfattende rapport for Finansieringsudvalget under Økonomi- og Indenrigsministeriet.