Provinsen: Mere service og lavere skat i hovedstadsområdet

“Skævhederne er stigende og indfanges ikke af det nuværende udligningssystem. Systemfejlene udgør en alvorlig udfordring for den måde vi har skruet vores velfærdssystem sammen på,” skriver Bedre Balance i dette debatindlæg om udviklingen i de kommunale nøgletal.

Debatindlæg på vegne af Bedre Balance, borgmester Torben Hansen (Randers) og borgmester Jesper Frost Rasmussen (Esbjerg)

NB-Økonomi beskriver i artiklen ’Provins versus hovedstad: Her er de officielle tal for udviklingen siden 2010’ meget fint de skævheder vi i Bedre Balance har peget på. Skævhederne er stigende og indfanges ikke af det nuværende udligningssystem. Systemfejlene udgør en alvorlig udfordring for den måde vi har skruet vores velfærdssystem sammen på.

Udligningssystemet er et afgørende element i den lim, der binder kommunestyret sammen. Som det fremgår af formålet med systemet, skal det sikre, at alle landets kommuner har nogenlunde lige muligheder for at levere en service til borgerne, der hænger fornuftigt sammen med den skatteprocent man lokalt vælger at fastsætte.

Når staten og vi kommuner normalt taler om serviceniveau, så taler vi om serviceudgifter – det vi dagligt leverer af service til borgerne i form af børnepasning, undervisning i vores folkeskoler, ældrepleje mv.

Fejl at blande overførsler ind i servicediskussion

Når vi taler om kommunal udligning benyttes en teknokratisk tilgang til begrebet, hvor der beregnes et forhold mellem kommunernes samlede nettodriftsudgifter og det beregnede udgiftsbehov. Det gør ikke just emnet nemmere at formidle, når overførselsudgifter pludselig blandes ind i regnestykket.

Økonomi- og indenrigsministeriets nøgletal ’Serviceniveau’ er dog lavet på baggrund af formlen med nettodriftsudgifterne. Et nøgletal vores hovedstadskollegaer gentagne gange har brugt i medierne, når de har ønsket at male et billede af trange kår blandt hovedstadsområdets kommuner.

Udover begrebsforvirringen, så viser NB Økonomis gennemgang af tallene, at der også er noget helt galt med de nøgletal som formlen spytter ud.

Hvis tesen for indregning af overførselsudgifter i et beregnet ’serviceniveau’ lyder, at store overførselsudgifter smitter af på serviceudgifterne, så burde provinskommunernes serviceudgifter ligge markant over hovedstadskommunernes.

Provinskommunerne bruger 28,4 procent mere på overførsler

Men det gør de ikke – det er faktisk lige omvendt. Som tallene i NB Økonomis artikel viser, så havde provinskommunerne i regnskab 2016 i gennemsnit overførselsudgifter pr. indbygger, der lå 28,4% over niveauet i hovedstadskommunerne. Samtidigt havde provinskommunerne serviceudgifter der var 6,2% lavere pr. indbygger!

Når udgiftsbehovet blandes ind i regnestykket, nærmer det sig det absurde. Det samlede beregnede udgiftsbehov i provinsen er højere end i hovedstadskommunerne. I 2016 var forskellen 835 kr. pr. indbygger – eller 1,4%.

Vi har altså et regnestykke (ministeriets nøgletal), der grundlæggende siger, at provinskommunernes ’serviceniveau’ er højere end i hovedstadsområdet. Forklaringen er åbenbart, at provinsen har meget højere overførselsudgifter, og at de faktisk er endnu højere end man skulle tro ud fra det beregnede udgiftsbehov.

Tak for kaffe – der skal man godt nok øve sig i at finde en grimasse der kan passe!

Vi er rigtig glade for, at NB Økonomi har lagt tallene frem, så vi kan diskutere ud fra fakta og saglige argumenter.

Yderkommunerne har sværere ved at optimere driften

Der er ingen tvivl om, at der er mangler i opgørelsen af udgiftsbehov. Det skal der naturligvis kigges på. Man kan også diskutere om NB Økonomis analyse af yderkommunernes tal burde tage højde for forskelle i geografisk størrelse og befolkningstæthed. De fleste vil nok sige, at det er nemmere at optimere driften og sikre kapacitetsudnyttelse i en stor bykommune end en tyndt befolket landkommune. Tilsvarende bør man ved opgørelsen af antal ansatte i kommunerne se det i sammenhæng med kommunernes udliciteringsgrad.

Alt dette må dog ikke skygge for, at vi – selv i den ideelle verden, hvor det beregnede udgiftsbehov rammer spot on – skal huske, at det nuværende udligningssystem via den særlige hovedstadsudligning indeholder en meget stor forskelsbehandling mellem kommunerne i hovedstadsområdet og resten af landets kommuner. En forskelsbehandling der gør det muligt for hovedstadskommunerne at give borgerne mere service og samtidigt holde skatten nede.

Udover at det simpelthen ikke er rimeligt, så er det også i strid med udligningssystemets formål. I Bedre Balance ønsker vi det bedste for vores hovedstad, men det gør vi også for resten af landet. Derfor har vi brug for et nyt udligningssystem – et system der giver alle kommuner samme økonomiske muligheder for at levere service til borgerne.