Mere end hver tredje modtager af hovedstadsudligning er blandt de 25 rigeste kommuner

Brøndby Kommune modtager i år over en kvart milliard kroner fra hovedstadsudligningen og er samtidig landets tredje rigeste kommune målt på likviditet

De kommuner, som modtager hovedstadsudligning, er overraskende overrepræsenteret på listen over Danmarks 25 rigeste kommuner. Til gengæld er provinskommunerne kraftigt underrepræsenteret. Se liste her.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

De kommuner, som modtager hovedstadsudligning, er markant repræsenteret blandt de 25 rigeste kommuner i Danmark.

Nye tal viser, at 8 ud af de 20 svarende til 40 procent af modtagerne af hovedstadsudligning er på top 25 listen over de rigeste. Til sammenligning er det kun 36 procent af de hovedstadskommuner, som betaler, der er på listen over de rigeste kommuner. Samtidig er to af de største bidragragsydere, Hørsholm og Rudersdal, på listen over de ti kommuner med færrest penge i kassen.

Bred vifte af provinskommuner blandt de rigeste

Generelt er 38 procent af hovedstadskommunerne blandt de rigeste, mens det kun gælder for 19 procent af provinskommunerne.

Der er til gengæld intet mønster i, hvilke provinskommuner, der er blandt de rigeste. Eksempelvis er udkantskommuner som Kalundborg, Sønderborg og Ærø på listen, ligesom de traditionelt mere velhavende kommuner som Vejle, Billund og Herning er på listen.