Nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet afslører store forskelle i udligningsgraderne mellem kommunerne i provinsen og hovedstaden. Hovedstadskommunerne får typisk dækket 92 procent af deres underskud – provinskommunerne får lidt under 80 procent.

Af Arne Ullum, [email protected]

Der er markante geografiske forskelle på, hvor stor en del af kommunernes strukturelle underskud, som de får godtgjort via den kommunale udligning.

Mens kommunerne i hovedstaden får godtgjort 92 procent af deres strukturelle underskud, så må kommunerne i resten af Danmark nøjes med knapt 80 procent.

Fattige vestegnskommuner er relativt rige i forhold til landsgennemsnittet

Den forskel har dramtisk betydning for de økonomisk dårligst stillede kommuner. Den høje udligningsgrad i hovedstaden betyder, at de socialt belastede vestegnskommuner alle har et strukturelt underskud efter udligning, som er markant under landsgennemsnittet.

Modsat har de socialt belastede kommuner i provinsen typisk et strukturelt underskud efter udligning, som er mellem 50 og tæt på 100 procent over landsgennemsnittet. De fattige hovedstadkommuner er altså rigere end landsgennemsnittet, mens de fattige provinskommuner er markant fattigere end landsgennemsnittet.

Det fremgår af nye tal, som Økonomi- og Indenrigsministeriet har sendt til at Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg i går eftermiddags på baggrund af et spørgsmål fra Finn Sørensen (EL).

De nye tal vil uden tvivl puste til sætte yderligere skub i diskussionen om den særlige hovedstadsudligning. Hvis man tror, at kriterierne i landsudligningen giver et reelt billede af en kommunens strukturelle udgiftsbehov, så viser tallene, at der i dag Danmark er to forskellige kommunale serviceniveauer: Et i hovedstaden og et i provinsen.

Herefter opstår forskellen

Forklaringen på de forskellige strukturelle underskud skal primært findes i den store forskel på udligningsgraden i de to udligningsordninger. Alle kommuner i Danmark får dækket 61 procent af deres strukturelle underskud af landsudligningen, ligesom de få kommuner med overskud skal betale 61 procent.

Kommunerne i hovedstaden får eller betaler 27 procent i særlig hovedstadsudligning. Den er udregnet efter nogle lidt andre kriterier end landsudligningen, men det vigtige er, at kommunerne får/betaler 27 procent af hele deres strukturelle over/underskud. Dermed har kommunerne i hovedstaden lidt firkantet sagt en udligningsgrad på 88 procent. Når den er lidt højere eller lavere for enkelte kommuner, så skyldes det en række tekniske forhold.

Situationen er meget anderledes for provinskommunerne. Her får kommunerne i dag dækket 32 procent af den del af deres strukturelle underskud, som overstiger 95 procent af landsgennemsnittet. Det er en meget kompleks model, fordi næsten alle provinskommuner har et underskud på mere end 95 procent.

Men slutfacit er, at provinskommunerne i det nuværende system typisk får 32 procent i ekstra udligning af 20-50 procent af deres strukturelle underskud, og det er den vigtigste årsag til, at provinskommunerne kun får en samlet udligning på lidt under 80 procent.

I den foreslåede model 3 får provinskommunerne 33 procent i udligning af den del af deres strukturelle undeskud, som er over 105 procent af landsgennemsnittet, og det betyder at forskellen mellem hovedstaden og provinsen i udligningsgrad øges lidt.

Til gengæld er det generelt provinskommunerne som vinder på den revision af dataene bag udlændinges uddannelse og udgiftsniveauet i indvandrerudligningen.

Hovedstadsudligningen skulle afskaffe store forskelle i hovedstaden

Hovedstadsudligningen blev skabt helt tilbage i 1930’erne, da især funktionærerne flyttede ud af København til deres nye villaer i omegnskommunerne. Hovedstadsudligningen skulle sikre, at der ikke opstod for store økonomiske forskelle mellem kommunerne, så der opstod store områder, som var låst fast i fattigdom.

Ordningen blev senere udvidet, blandt andet fordi den overordnede planlægning i hovedstaden betød, at vestegnskommunerne byggede mange sociale boliger, som også skabte grobund for stor økononomisk ulighed mellem kommunerne.

De nye tal viser dermed også, at hovedstadsudligningen opfylder sit mål om at forhindre, at nogle kommuner med mange sociale klienter bliver tvunget til at have højere skat eller ringere service.

De rigeste hovedstadskommuner nord for København er dog stadig markant mere velhavende end vestegnskommunerne. Årsagen er den enkle, at borgerne her tjener markant mere, og selv om kommunerne typisk skal aflevere 93 procent i udligning, så er der stadig penge til at sikre strukturelt overskud i kommunen efter udligning.