Her er regeringens tilbud til Socialdemokratiet

Benny Engelbrecht og socialdemokratiet har fået et tilbud fra regeringen om kompensation til København .

Se de nærmere detaljer i det forslag, som regeringen har tilbudt Socialdemokratiet. Kilder oplyser, at regeringens nye tilbud i 2019 vil reducere Københavns tab på en ændret udligningen fra 925 til 118 millioner kroner.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

Regeringen er klar til at indføre en helt ny kompensationsordning i den kommunale udligning for at få Socialdemokratiet med på en aftale om en ændring af den kommunale udligning.

NB-Økonomi beskriver ud fra samtaler med kilder tæt på forhandlingerne det forslag, som Socialdemokratiets to forhandlere, kommunalordfører Magnus Heunicke og finansordfører Benny Engelbrecht har fået fra regeringen.

Grundlæggende er forslaget den såkaldte model 3 fra Finansieringsudvalgets rapport tilført to nye elementer.

Det vigtigste er, at regeringen vil indføre et såkaldt kompensationstilskud, som skal udbetales til kommuner efter følgende regler:

  • Kommuner med et lavt beskatningsgrundlag får godtgjort hele deres tab ud over 0,2 procent af deres beskatningsgrundlag på grund af ændringerne i udligningen.
  • Kommuner med et lavt beskatningsgrundlag får godtgjort hele deres tab ud over 0,45 procent af deres beskatningsgrundlag på grund af ændringerne i udligningen.

 

Der er ifølge NB-Økonomis informationer ingen udløbsdato på det særlige kompensationstilskud, som angiveligt skal finansieres ved en beskæring af det særlige finanseringstilskud til kommunerne. Det er uklart, hvordan det præcis skal ske.

Asymetriske overgangsordninger

Der ud over vil forslaget indføre en asymmetrisk overgangsordning, som betyder at ingen kommuner kan tabe mere end 0,1 procent af skattegrundlaget, og ingen kan vinde mere end 0,2 procent af skattegrundlaget.

Samlet betyder det ifølge NB-Økonomis oplysninger, at Københavns Kommune istedet for et tab på 925 millioner kroner i 2019 kun mister cirka 118 millioner kroner, og mens kommunen i 2022 stod til et tab på 885 millioner kroner, så bliver det cirka 472 millioner kroner.

Overgangsordningerne betyder samtidig, at et mindre antal kommuner får en mindre gevinst i op til fem år. Det er iøvrigt blevet bemærket, at netop Guldborgssund Kommune er den kommune, så bliver hårdest ramt af overgangsordningen, idet kommunen først får den fulde gevinst af ændringen i udligningen i 2024.