Borgmester: Finanseringstilskud kan splitte KL

Borgmester John Brædder i Guldborgsund mener, at KL er historisk udfordret på grund af truende uenighed mellem kommunerne om udligning og finansieringstilskud.

Enigheden i KL er historisk udfordret, siger Guldborgsunds borgmester John Brædder. Han forudser, at KL brister, hvis ikke alle kommuner står last og brast i kampen for finanseringstilskuddet og fortsat ekstra penge til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Af Arne Ullum, nb-okonomi.eu

Der er en stigende frygt i provinsen for, at en række kommuner vil se passivt til, hvis regeringen som annonceret vil kræve det særlige finanseringstilskud fjernet ved de kommende forhandlinger mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi 2019.

“Jeg tror det bliver svært at holde sammen på KL, hvis man ikke kæmper til den sidste blodsdråbe for både finanseringstilskuddet og at tilskuddet for særligt vanskelige stillede kommuner forbliver uændret,” siger John Brædder til NB-Økonomi.

Der er angiveligt en stigende frygt i provinsen for, at en række hovedstadskommuner kunne have en interesse i, at provinskommunerne mister så meget af deres finansierings- og særtilskud, at de fortsat ikke kan udnytte hele deres del af servicerammen på trods af stigende indtægter fra udligning. På den måde vil hovedstadskommunerne kunne undgå at aflevere serviceramme til provinskommunerne, som med den stigende udligning pludseligt har fået råd til at øge deres forbrug, lyder logikken bag frygten.

John Brædder kan ikke mindes et tidspunkt, hvor enigheden i KL har været så udfordret som nu.
“KL har jo klogeligt holdt sig ude af udligningsforhandlingerne, fordi man vidste, at de ville skabe meget stor splid i kommunerne. Men KL kan ikke holde sig ude af kommuneforhandlingerne og heller ikke undgå andet end at kæmpe finanseringstilskuddet og særligt vanskeligt stillede tilskuddet hjem til kommunerne, og det uanset om der måtte køre avisreklamer fra hovedstads- og forstadskommunerne. Det kan man simpelthen ikke, så brister KL,” siger John Brædder.
76 millioner på spil for Guldborgssund
Guldborgssund har i år fået 76 milllioner kroner fra finansieringstilskuddet og puljen for vanskeligt stillede kommuner.
“Hvis man giver med den ene hånd med udligningen og tager med den anden, så er vi jo lige vidt. Og det er ikke i overenstemmelse med, at man vil have et Danmark i bedre balance,” sige John Brædder.