Staten vinder 28 kroner, hver gang kommunerne sætter skatten ned med 100 kroner

Nye beregninger understreger behov for en stram styring af kommunale skatteforhøjelser, siger formanden for Folketingets Finansudvalg, Joachim B. Olsens (LA). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)

Staten skal fortsætte med at styre kommunernes mulighed for at hæve skatten stramt, siger formanden for Folketingrets Finansudvalg efter nye beregninger fra Finansministeriet viser, at staten vinder på lavere kommuneskat og taber på kommunale skattestigninger.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

Nye beregninger fra Finansministeriet viser, at staten tjener 28 kroner, hver gang kommunerne sætter skatten ned med 100 kroner. Modsat gælder også, at staten taber et tilsvarende beløb, hvis kommunerne sætter skatten op.

Formanden for folketingets Finansudvalg, Joachim B. Olsen (LA) siger, at de nye analyser understreger behovet for en stram styring af kommunerne i relation til skatteforhøjelser.

“Nu viser det sig, at en meget stor del af omkostningen ved højere kommuneskat væltes over på samfundet som helhed via lavere beskæftigelse, så er det vel rimeligt nok, at de også er underlagt nogle restriktioner,” siger han.

Her får staten flere penge, hvis kommunerne sætter skatten ned

I økonomsprog betegnes statens gevinst som selvfinansieringsgraden – altså hvor stor en del af det tabte provenu ved en skattenedsættelse, som kommer tilbage fra forskellige afledte effekter.

Når kommunerne sætter skatten ned, så får staten en række gevinster:

  • Tilbageløb, der primært består af øgede indtægter fra afgifter, som tilfalder staten.
  • Dynamisk effekt i form af, at borgerne i kommunen arbejder mere (den såkaldte timeeffekt). Når borgerne arbejder mere, tjener de mere og betaler dermed mere i skat, ligesom den øgede aktivitet i samfundet både giver ekstra indtægter til staten og lavere udgifter.
  • Dynamisk effekt fra øget deltagelse på arbejdsmarkedet. Denne effekt er dog ifølge analysen begrænset, fordi en ændring i kommuneskatten gælder for såvel overførselsindkomst som arbejdsindkomst. Dermed øges det økonomiske incitament til at gå fra passiv forsørgelse til job ikke.