Få overblik over den kommunale økonomiforhandlinger på fem minutter

De årlige forhandlinger mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi startede tirsdag. NB-Økonomi giver dig her en guide, så du på fem minutter kan få et overblik over forhandlingerne.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

Hvem og hvad: Regeringen og KL forhandler om en aftale, der fastlægger kommunernes økonomiske rammer i 2019. Aftalen gælder for alle kommuner under et, og det er herefter op til interne forhandlinger mellem kommunerne at fordele rammerne, så kommunerne samlet indeholder aftalen. Overskrider kommunerne servicerammerne udløses der en saktion, som rammer kommunerne under et.

Service- og anlægsrammer: De mest centrale punkter i aftalen.

Servicerammen fastlægger hvor mange kommunerne må bruge på serviceudgifter – det vil sige driftsudgifter minus overførselsudgifter. Servicerammen er i år på 246 milliarder kroner.

Anlægsrammen angiver, hvor store bruttoanlægsudgifter, som Kommunerne må afholde i 2019. Brutto anlægsudgifter er et kunstigt tal, fordi det eksempelvis også indeholder byggeri efter forsikringsskader og køb af jord til senere udstykning. Tallene gøres op efter kalenderåret, og derfor kan eks. en forsinkelse på grund af tidlig frost medføre overskridelser, fordi udgifterne bliver skubbet ind over nytår. Anlægsrammen udgør i år 17 milliarder kroner.

Overførselsindkomster: De samlede udgifter til overførselsindkomster fastlægges for alle kommuner under et ud fra udviklingen i ledighed og demografi mm. Såfremt de faktiske udgifter afviger væsentligt, ser der en senere regulering.

PL-regulering: Der sker hvert år en PL-regulering (Priser og Lønninger), som skal pristalsregulere servicerammen. Systemet fungerer på den måde, at rammen for 2017 PL-regulereres og derefter PL-reguleres indeværende år ud fra de seneste skøn, og til sidst reguleres det kommende års ramme med den forventede PL-regulering i 2019. Dermed sikrer man, at rammen ikke pludseligt løber skævt på grund af fejl i de foreløbige skøn.

Det er vigtigt at understrege, a de manglende regulering alene handler om at få rammen for 2019 rigtig.

Regeringen eller KL kan principielt kræve midtvejsregulering for indeværende år, (så staten skal betale ekstra eller kommunerne skal aflevere penge), men i praksis sker det sjældent. Men den part som teoretisk set skulle have haft penge bruger det altid i forhandlingen til at presse andre ting igennem.

PL-reguleringen betyder ofte, at der er en betydelig forskel på det løft kommunerne får i servicerammen og den ændring, som de rent faktisk oplever. I 2018 fik kommunerne eksempelvis et løft på 800 millioner kroner, men da rammen i 2017 var løftet 500 millioner kroner for meget på grund af for høj PL-regulering endte det kun med et løft på 300 millioner kroner fra 2017 til 2018. Til gengæld hade kommunerne så fået et løft, der var 500 millioner højere end forventet i 2017.

DUT: Der er desuden et særligt system, som skal sikre at staten ikke kan spare penge ved at skubbe flere opgaver over til kommunerne uden at kompensere dem økonomisk. Det hedder Det Udvidede Totalbalanceprincip ofte forkortet DUT. Nogen gange ser Folketinget dog bort fra det – eksempelvis ved ændrede regler for modregning af parkeringsafgifter, hvor staten blot vil tage cirka 350 millioner kroner fra kommunerne.

Finanseringstilskud:

Kommunerne har de seneste mange år fået et såkaldt finansieringstilskud, der oprindeligt blev skabt for at sikre kommunerne likviditet i forbindelse med en række nye opgaver.

Finansieringstilskuddet er på 3,5 milliarder kroner og da det gives ud over de penge som dækker service- og anlægsrammen, så kan kommunerne set under et ikke bruge pengene, men blot bruge dem til at øge kassebeholdningen.

Der er forskel på, hvor mange penge kommunerne får. De fattigste kommuner får 917 kroner pr. indbygger, mens de rigeste kun får omkring 259 kroner pr. indbygger.

Det skyldes at kommuner med et skattegrundlag under landsgennemsnittet i år får cirka 329 kroner ekstra i finansieringstilskud pr. borger, mens kommuner med et strukturelt underskud over landsgennemsnittet cirka 329 kroner pr. borger. Mange kommuner får  begge ekstratilskud oven i  grundtilskuddet på de 259, og dermed får de 917 kroner pr. borger.

Selv om kommunerne set under et sparer pengene op, så er der stor forskel. En betydeligt antal kommuner bruger pengene for at få råd til at udfylde deres serviceramme, mens andre sparer mere op, end de modtager i finanseringstilskud.

Ramme for skatteforhøjelser: Aftalerne rummer normalt også en ramme for, hvor meget kommunerne må hæve skattem. I år var der en særlig tilskudspulje til at sænke skatten, men den blev en stor fiasko. Budgetterne endte således med samlede skatteforhøjelser på 82 millioner kroner, som økonomi- og indenrigsministeren allerede har meddelt vil udløse en sanktion på samme størrelse. Normalt falder sanktionen til kommuner samlet – så alle bliver ramt.

Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet: KL og regeringen aftalte i 2016 et særligt moderniserings- og effektiviseringsprogram, som årligt kal sikre effektiviseringer på en millaird kroner gennem tværgående regelforenklinger mv. Halvdelen af millarden bliver i kommunerne, mens den anden halvdel kan bruges af regeringen til initiativer bredt i den offentlige sektor.

Regeringen har dog haft meget svært ved at levere de lovede regelforenklinger, og derfor er KL utilfreds med, at det reelt er blevet et spareprogram. For uden ægte effektiviseringer, så skal millairden jo spares gennem nedskæringer.

Særbevillinger via puljer i finansloven: Selv om der normalt indgås en aftale om kommunernes økonomi omkring Grundlovsdag, så kender kommunerne først deres samlede økonomiske ramme i november, når der typisk indgås en aftale om finansloven.

Her deler partierne bag finansloven så en del af de penge ud til kommunerne, som man nægtede at give dem ved økonomiforhandlingerne. Pointen er, at partierne som led i finanslogen kan dele pengene ud som puljer, hvor de kan styre meget præcist, hvad de skal bruges til.

Ulempen er et omfattende administrativt arbejde, ligesom mange kommuner har nået at melde afskedigelser eller besparelser ud på de områder, hvor der så pludseligt fem-seks uger før budgettet træder i kraft alligvel kommer flere penge.

Ny sundhedspulje på 1,4 mia. kroner: Regeringen vil have flere behandlinger væk fra sygehusene og ud i borgernes hjem, hos almen praksis eller i de kommunale sundhedshuse. Det bliver et væsentligt tema, hvordan den proces skal styres, og hvordan pengene skal fordeles.