Jarlov siger stop for flere flytninger af statsjob

Rasmus Jarlov fra Konservative.
Det er vigtigt, at hovedstaden også trives, lyder det fra den nyudnævnte konservative erhvervsminister. Dansk Folkeparti og Landdistrikternes Fællesråd er utilfredse.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) siger i et interview med netmediet Finans, at han ikke kan se potentialet for yderligere store udflytninger af statslige arbejdspladser.

– Det skal også være fagligt forsvarligt, lyder Jarlovs begrundelse i interviewet.

– Det er rigtig vigtigt, at hovedstaden også trives, og at alt ikke flytter ud.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, er uenig med erhvervsministeren i, at der ikke er potentiale for flere store udflytninger.

– Det er den mest tåbelige melding at komme med, siger René Christensen til Finans.

– Jeg er oprigtigt skuffet, hvis den nye minister mener, at der ikke findes folk uden for København med kompentencer og uddannelsesniveau til at varetage stillingerne.

Landdistrikterne er dybt skuffede

Det vækker dyb også skuffelse i Landdistrikternes Fællesråd, at erhvervsministeren melder ud, at han ikke ser potentiale for flere store udflytninger af statslige arbejdspladser.

– Jeg er dybt uenig med ministeren. Der er fortsat stort potentiale i at flytte statslige arbejdspladser rundt til hele landet, siger formand Steffen Damsgaard.

– Man kan flytte statslige arbejdspladser til nogle områder, hvor de giver god sammenhæng med lokalområdet. Og der er også et økonomisk potentiale i, at man får nogle lavere omkostninger efter en indkøringsperiode, siger han.

Damsgaard henviser blandt andet til en opgørelse fra Rigsrevisionen, der for nylig har vist, at de udflyttede institutioner har en lavere husleje, når de flytter ud af København.

– Vi har en kæmpe overrepræsentation af statslige arbejdspladser i hovedstaden. Der kunne sagtens flyttes flere af dem rundt i hele landet. Det er trods alt statslige arbejdspladser, der betjener hele den danske befolkning, siger han.

Rasmus Jarlov siger i et interview med netmediet Finans, at han ikke kan se potentialet for yderligere store udflytninger af statslige arbejdspladser.

– Det skal også være fagligt forsvarligt, lyder Jarlovs begrundelse i interviewet.

– Det er rigtig vigtigt, at hovedstaden også trives, og at alt ikke flytter ud.

Jarlov kommer som erhvervsminister til at stå i spidsen for regeringens arbejde med at formulere en hovedstadspolitik.

Jarlovs forgænger på posten, Brian Mikkelsen (K), præsenterede det arbejde med vendingen, at det skal være slut med “københavner-bashing”.

Han oplyste også, at regeringens hovedstadspolitik blandt andet kommer til at handle om at gøre København grøn og erhvervsvenlig.

Regeringens udspil til hovedstadspolitik skal efter planen præsenteres ved årsskiftet.

/ritzau/