Nu stiger anlægsudgifterne langt hurtigere end forventet i de offentlige budgetter

Anlægspriserne stiger ifølge nye tal fra Danmarks Statistik markant hurtigere.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser en voldsom vækst i priserne på især anlægsarbejde. De nye tal presser hele den offentlige sektor – og især kommunerne. Fortsætter udviklingen, vil kommunerne formentligt blive mødt med krav om meget stramme anlægsrammer i de kommende år.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

Bygge og anlægsudgifterne stiger markant hurtigere end forventet i de offentlige budgetter, og det vil yderligere sætte anlægsrammerne i det offentlige under pres i både 2018 og 2019.

Mens der i økonomiaftalerne mellem regeringen og kommunerne for 2018 er regnet med en stigning i anlægspriserne på 2,4 procent, så ligger prisstigningerne på alle delkomponenter i anlægsindekset nu markant over. Samtidig er prisstigningerne på boligbyggeriet nået op på 2,1 procent og nærmer sig dermed også de budgetterede niveauer.

Værst ser det ud for asfaltarbejder, som er steget med over ni procent, mens betonkonstruktioner er steget med 4,8 procent.

Ifølge de seneste indbretninger til KL forventer landets kommuner at overskride anlægsbudgetterne i 2018 med omkring tre milliarder kroner, og risikoen for at den overskridelse bliver virkelighed, er alt andet lige forøget på grund af de stigende priser.

Peger på store udfordringer i 2019

I 2019 er der kun regnet med en PL-regulering på 2,0 procent af anlægsudgifterne. I og med at prisstigningstakten på anlæg er stigende, så er der intet som tyder på, at prisstigningstakten vil falde tilbage i nærheden af det forventede niveau i 2019.

Udover at prisstigningerne presser budgetterne, så vil de nye tal givetvis også øge regeringens fokus på at dæmpe presset på anlægssektoren. Såfremt kommunerne ender med at overskride anlægsbudgetterne for i år med de varslede tre milliarder, så øger de nye tal risikoen for indgreb fra Folketingets side.

Erfaringsmæssigt har en regering dog vanskeligt ved at gribe ind overfor offentligt byggeri så tæt på et folketingsvalg. Derfor kan det ende med, at kravet om strammere anlægsbudgetter bliver gemt til kommuneforhandlingerne i juni 2019, som formentligt kommer efter det folketingsvalg, der skal afholdes senest 17. juni.