Fakta: Derfor er meget få flygtningekvinder kommet i arbejde efter tre år

(Arkiv) Der kommer flest unge mænd til Danmark som flygtninge. Over halvdelen fra 2015 er i arbejde. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2018)

De kvinder, der har job efter at have boet i Danmark i tre år som flygtninge eller familiesammenførte, udgør kun 11,9 pct. af den samlede gruppe, der er i job efter tre år. Det viser tal fra Udlændinge- og integrationsministeriet, som NB-Beskæftigelse har bedt om. 

Af Helle Schøler Kjær, helle@okonomi.dk

I rene tal har 440 kvinder og 3.257 mænd mellem 21 og 64 år har fået arbejde efter tre år som enten flygtning eller familiesammenført, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en mail. Omregnet i procenter er der 11,9 pct kvinder og 88,1 pct. mænd. Den store forskel skyldes dels, at meget færre flygtningekvinder kommer i arbejde, men også over at langt de fleste flygtninge er unge mænd.

En af grundene til, at der er så meget færre kvinder i beskæftigelse er, at gruppen af flygtninge kvinder ofte er i den fødedygtige alder, siger Marie Louise Schultz-Nielsen, der er seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed. Og – “Danmark ligger i Norden, hvor der er den allerhøjeste erhvervsfrekvens for kvinder, og det skal de nok vænne sig til. Omvendt: hvis du virkelig skal have tallene op, så skal du også have fat i den gruppe”, siger Schultz Nielsen til NB-Beskæftigelse. Læs mere om hendes vurdering af de samlede tal om flygtninge i job her.

Af de i alt 440 kvinder er 18 pct. i arbejde efter tre år, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der kom frem i søndags. 53 pct. af mændene er i job.

Ift. oprindelsesland – og opgjort i procenter – har flest mænd fra Afghanistan fået job, nemlig 69 pct. Somaliske kvinder ligger i bunden med kun 9 pct. i job af Top 5 statistikken nedenfor. Lægger man tallene for både mænd og kvinder sammen, har eritrianerne været bedst til at komme i job med 60 pct. mænd og 52 pct. kvinder.

Tabellen er en bygget op ift. til de fem lande, de fleste flygtninge og familiesammenførte kom fra i 2015. Øverst det land, flest  flygtninge kom fra og nederst det land, der kom færrest fra. Ifølge Nyidanmark.dk fik godt 6.000 syrere opholdstilladelse i 2015. Eritrea er næst på listen med knap 3.000, og så er springet til Iran stort. 171 iranere fik lov til at opholde sig i Danmark, 164 somaliere og 147 fra Afghanistan.

Der er ialt omkring 95.000 flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, der er kommet til Danmark siden 1997. 37 pct. af 18-64-årige i den samlede gruppe var i lønmodtagerbeskæftigelse i 4. kvartal 2017. Danmarks Statistik har ikke data om opholdsgrundlag før 1997.

NB: Citat fra Marie Louise Schultz-Nielsen er tilføjet artiklen senere end første udgivelse.