Sygefravær fortsat 40 procent lavere på det private område

(ARKIV) Sygefravær i DA-virksomheder ligger stabilt 40 procent under kommunerne. (Foto: Gitte Sofie Hansen, Ritzau Scanpix )

Mens kommunerne kæmper for at få sygefraværet ned, ligger det private arbejdsmarked stabilt lavt. I 2017 udgjorde sygefraværet i gennemsnit godt 7,1 dage i DA-området. I kommunerne var det gennemsnitlige sygefravær 11,7 dage. 

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi.dk

Dagens statistik fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) fortæller om et stabilt niveau for sygefravær i den private sektor fra 2016 til 2017. Opgjort i procenter udgør sygefraværet samlet 3,1 procent af arbejdstiden. Arbejdere er mere syge end funktionærer, og sådan plejer det at være. Der er dog sket nogle forskydninger.  Mens mandlige arbejderes antal sygedage er steget lidt (fra 3,5 til 3,6 pct.), er kvindelige arbejderes faldet (fra 4,1 til 3,9 pct.).

I kommunerne er sygefraværet også lavere for mænd. Kommunernes Landsforening (KL) gør tallet op i dage, og forskellen var i 2017 på tre dage.

Som det fremgår af grafen, havde DA-virksomheder en nedgang i både sygefravær og samlet fravær på omkring en procent fra 2007 til 2014. Derefter steg tallene lidt, men de har ligget stabilt de seneste tre år.

Kommunerne havde en stigning i sygefravær  i 2015, men har haft et fald i sygefraværet på en halv dag – eller 4 procent fra 2015 til 2017. Ud over at begge grafer viser en nedgang i sygefravær, kan de to grafer kan ikke sammenlignes, da KL’s tal er gjort op i dage og DA’s i procenter. KL’s fraværsstatistik er fra maj i år.

 

Kurvediagram, der viser, at sygefraværet i kommunerne falder

 

Barsel og barn syg i det private

Funktionærer i DA-virksomheder har mere fravær på barsel end arbejdere. Her er gennemsnittet regnet ud på fra alle lønmodtagere – altså også dem i den ikke-fødedygtige alder – så tallene er små. Det gennemsnitlige fravær på grund af barsel var 1,9 dage i 2017. Arbejdere var på barsel i 0,4 procent af deres mulige arbejdstid og funktionærer i 1,3 procent. Forskellen skyldes bla., at arbejdere typisk er yngre end funktionærer, skriver DA.

Fravær pga af barns sygdom er uændret fra året før. Lidt mindre for arbejdere end for funktionærer.  Også fravær som følge af arbejdsulykker er uændret.

DA´s Fraværsstatistik baserer på en stikprøve som er vægtet for antal af fuldtidsbeskæftigede i årets statistik. Statistikken omfatter knap 642.000 ansatte på DA-området.