Lyden og det gode liv i Struer

Ursula Nistrups værk Sound Site Prototype var på lydkunstfestivalen Struer Tracks i 2017.

Struer Kommune satser på at profileringen som ’Lydens By’, der er sat i sving i samarbejde med B&O, vil skabe positiv værdi for området.

Af Lene Vind, [email protected]

”Vi måler ikke direkte på økonomien, vi ser investeringen i kulturen som en løftestang i forhold til det gode liv i Struer, hvor flere gerne vil bosætte sig, og samtidigt understøtter vi erhvervslivet,” siger Lars Møller Pedersen (A), formand for Kultur- og fritidsudvalget i Struer Kommune.

Lars Møller Pedersen fortæller i dag om ‘Lydens By’ ved et møde i Horsens, som handler om hvorledes kunst kan skabe sammenhængskraft, være med til at løse velfærdsopgaver og være en del af en lokal erhvervsudvikling.

Struer Kommune har arbejdet frem mod projektet siden 2013, og i 2017 lancerede man konceptet ’Lydens By’ i et samarbejde med den virksomhed i Struer, som er kendt i ind- og udland for deres produkter indenfor lyd, nemlig B&O.

Byen summer af lyd

Et konkret initiativ i forbindelse med ’Lydens By’ er den lokale lydfestival ’Struer Tracks’, som fandt sted første gang i 2017, hvor kunstneren Ursula Nistrup skabte værket ’Sound Site Prototype’. Til den næste lydfestival i 2019 vil hun skabe et helt nyt og permanent værk med titlen ’Amplified ´Views’. Dette værk bliver skabt i samarbejde med akustikere og designere fra B&O.

’Lydens By’ skal være med til at fortælle en historie om en by, der i mange år har været indbegrebet af lyd og akustik på baggrund af B&O, men også mange andre lyd-virksomheder i området. Profileringen skal styrke fællesskabet omkring de kompetencer, som byen har slået sig op på.

”Med den her satsning har vi gerne villet tage udgangspunkt i de styrker og det positive liv, som er her i Struer. Lyden er jo en del af vores DNA, hvor mange har arbejdet hos f.eks. B&O og de andre virksomheder indenfor lyd, som også findes her. Det er en lokal identitet, der er bygget op her,” forklarer Lars Møller Pedersen.

Klang udadtil

Hos B&O ser Senior Vice President Christian Iversen også et stort potentiale i projektet.
”Vi laver ikke kunst i byen for 15 mennesker, som synes, det er interessant. Vi vil gerne overordnet set derhen, hvor vi skaber noget, som er unikt, flytter noget inden i folk og skaber dialog. Jeg tror, at ’Lydens By’ har potentiale til at skabe noget særligt, som også skaber værdi for borgerne, er med til at tiltrække og bibeholde de særlige kompetencer i området og sætte Struer på Danmarkskortet,” siger Christian Iversen.

Erfaringen hos B&O er, at folk kommer fra hele verden og slår sig ned, fordi de kan arbejde med akustik på et særligt niveau. Og her finder de en opbakning i lokalområdet til lyd og akustik med kunst og iværksætteri, og de finder et netværk af andre med samme interesser.

Formanden for Kultur- og fritidsudvalget Lars Møller Pedersen mener også, at den strategi, som Kommunen har lagt, baner vejen for en grobund og et miljø, som virksomhederne kan arbejde videre med.

”Så satsningen på ‘Lydens By’ skaber et særligt miljø og er med til at understøtter vores styrker her i Struer.”

_______________________________________________________________________

Fakta
Rent økonomisk har Statens Kunstfond støttet Ursula Nistrups værk til Struer Kommune med 150.000 kroner. B&O støtter Lydens By gennem konkrete projekter med fagligt input gennem styregrupper og projektgrupper, bl.a. til ’Struer Tracks’. De er hovedsponsor til eventet ’Run to the Beat’. Til iværksætterfællesskabet ’Sound Hub’ støtter de med lokaler, faciliteter, arbejdstimer, mentorordninger og viden.