Socialudvalgsformand kritiseres for at leje slumejendomme ud til sociale klienter

Del artiklen:

Socialudvalgsformand fra Glostrup har sammen med en partner opkøbt 66 lejemål på Lolland, som han i stort omfang lejer ud til sociale klienter. Ni af lejemålene er så dårlige, at kommunen enten har kondemneret dem eller startet sager om kondemnering.

Af Arne Ullum

Socialudvalgsformand fra Glostrup har sammen med en partner opkøbt 66 lejemål på Lolland, som han i stort omfang lejer ud til sociale klienter. Ni af lejemålene er så dårlige, at kommunen enten har kondemneret dem eller har startet sager om kondemnering.

Af Arne Ullum, [email protected]

Socialudvalgsformand Lars Thomsen fra Glostrup ejer ved siden at sit politiske virke 50 procent af et selskab, som har opkøbt cirka 55 ejendomme på Lolland, hvoraf en del er i så dårlig stand, at kommunen enten har erklæret dem uegnede til boliger, eller har indledt sager om kondemnering.

“Det er måske nok lovligt, men det er usmageligt,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S) fra Lolland.

NB-Økonomi har fået aktindsigt i en opgørelse fra Lolland Kommune, som viser at kommunen foreløbigt har kondemneret tre af de de ialt 66 lejemål, fordi det ifølge eksterne fagfolk er “forbundet med nærliggende sundhedsfare og brandfare at boligen benyttes til beboelse og ophold,” Der ud over har kommunen indledt sager om kondemnering på yderligere seks lejemål.

Socialudvalgsformand forsvarede eksport af sociale klienter

Lars Thomsen (Bylisten) forsvarede for to år siden, at socialrådgivere i Glostrup direkte rådede sociale klienter til at flytte til Lolland – det, der senere populært blev kaldt social eksport.

Der er dog ikke noget som tyder på, at nogle af de sociale klienter, som er flyttet fra Glostrup til Lolland, har lejet sig ind i nogle af de ejendomme, som Lars Thomsen er medejer af.

Men ikke desto mindre ser Lollands borgmester det som et problem, at Lars Thomsen ikke oplyste offentligheden om, at han lejer boliger ud på Lolland til sociale klienter.

“Men det er åbenbart ikke noget, som han vil skilte med,” siger Holger Schou Rasmusen.

Socialudvalgsformand afviser kritik

Socialudvalgsformand Lars Thomsen har ikke reageret på gentagne henvendelser fra NB-Økonomi.

Men i et interview, som Lolland-Falsters Folketidende på Lolland bringer i dag, afviser han alle anklager mod det firma, Anto aps, som han ejer sammen med Carsten Bardy Aaen.

“Jeg er helt enig i, at kommunen skal sørge for, at tingene er i orden. Men Carsten og jeg har altid haft det princip, at vi selv skal kunne bo i det. Og i tre af de huse, der er kondemneret, har der boet folk i længere tid, som aldrig har brokket sig, for der har aldrig været noget. Og jeg kan blive harm over, at der kommer lejere og ødelægger det, fordi de ikke lufter ud,” siger han og fortæller, at kommunen også er meget fremme i skoene.

Ved en af sagerne kom der ifølge Lars Thomsen fire håndværkere, som brugte fire timer på at gå en af ejendommene efter i sømmene.
“Så vil jeg vædde på, at man kan finde fejl selv i nybyggede huse. I et af dem var der skimmel under gulvbrædderne. Hvordan fanden skulle jeg kunne se det?” siger han til Folketidende.

Renoverede for over en million

Ifølge Lars Thomsen har Anto aps. brugt over en million alene på bygematerialer til renovering af lejemålene.

Men det mener Holger Schou Rasmussen ikke er imponerende, fordi det vil kræve langt flere penge at istandsætte de 66 lejemål.

“Det er bare lapperier,” siger han.

Borgmester vil vælte socialudvalgsformanden

Glostrups borgmester John Engelhardt (V) finder imidlertid Lars Thomsens dobbeltrolle for moralsk problematisk.

“Det er ikke i orden, at man med den ene hånd skal sikre borgernes sundhed og sociale status med den ene hånd som udvalgsformand, og så på den anden siden tjener man penge på at leje usunde boliger ud til nogen borgere. Det er sikkert lovligt, men moralsk er det ikke min kop the,” siger han.

Selv om Lars Thomsen er valgt for Venstre, så sprang han efter konstitueringen over vil rød blok og dannede et alternativt flertal. Som led i den strid har Venstre anmodet om nyvalg af formanden for Socialudvalget, og dermed bliver det den Socialdemokratiske gruppe, som afgør Lars Thomsens videre skæbne.

“En udvalgformand sidder så længe, at han har et flertal bag sig i udvalget,” siger borgmesteren.

Da NB-Økonomi i går kontaktede den socialdemokratiske gruppeformand Lisa Ward ønskede hun ikke at kommentere kritikken af Lars Thomsen.