Silkeborg satser på stor udviklingsplan for byen

Foto: Silkeborg Kommune.

Silkeborg vil udnytte placeringen tæt på naturen til at udvikle arealet omkring søfronten og havnen. Realdania, Silkeborg Kommune og lokale virksomheder har derfor udskrevet en arkitektkonkurrence om en masterplan for Silkeborg midtby. 

Lene Vind, lene@nb-okonomi.dk

Silkeborg vil gerne profilere sig på at være en storby lige midt i naturen, og arealerne omkring Søfronten og Havnen er de mest attraktive i Silkeborg by. Arealerne ligger direkte forbundet med sø og skov, og man kan gå til torvet og gågaderne på få minutter. Men det står i kontrast til, at arealerne i dag stort set kun bruges til parkering og veje.

”Vi skal blive bedre til at udnytte den placering byen har lige op ad Langsø,” siger Trine Ribergaard Skammelsen, plan- og byggechef i Silkeborg Kommune.

”I dag er de fysiske eller visuelle forbindelser mellem bydelene for uklare, og der er heller ikke den helt store rekreative og kulturelle funktionalitet omkring de arealer, der støder helt ned til søen. Langt det meste bliver benyttet til infrastruktur, og vi vil simpelthen gerne have udnyttet potentialet noget bedre, sådan at byens borgere har nemmere ved at få glæde af de rekreative rum.”

Museum Jorn i bymidten

Masterplanen skal gøre arealerne langs søfronten tilgængelige for borgere og besøgende i Silkeborg og give plads til forskellige former for kulturel aktivitet. Samtidig skal planen sikre en bedre sammenhæng mellem søfronten, Papirfabrikken og havnen. Parallelt med masterplanen skal der også udpeges en egnet placering til et fremtidigt Museum Jorn.

”Museet fungerer godt i dag, men det mangler plads og bygningen er afskåret fra midtbyen, derfor  er svært at udnytte det turistmæssige og kulturelle potentiale fuldt ud. Vi vil gerne have bygningen ned i midtbyen i relation til Papirfabrikken, og på den måde få mere synergi ud af placeringen. Og i udformningen af museet bliver det også et varemærke for byen”, siger Trine Ribergaard Skammelsen.

Hun understreger, at det også er vigtig at byen får skabt et rigtig godt brand, fordi det betyder rigtig meget i forhold til bosætningen. Borgerne skal kunne identificere sig med byen og synes, at den har noget at byde på.

”Danske byer oplever i disse år en omstilling fra handelsliv som bærende funktion i byernes midte til byfunktioner, som giver mulighed for, at mennesker kan mødes og opleve og dyrke fællesskabet. Parallelkonkurrencen i Silkeborg bliver et spændende forløb. De tre teams skal give bud på, hvordan Silkeborgs bymidte fortsat kan være attraktiv. Og også i fremtiden vil være en bæredygtig bymæssig og levende ramme for borgere og besøgende. Jeg ser meget frem til at se de tre teams analyser og strategiske forslag til Silkeborg bymidtes fremtid,” siger programchef Astrid Bruus Thomsen fra Realdania.I det store projekt indgår også et dokanlæg til Hjejleselskabet, for i dag foregår alt arbejde med bådene udendørs, så der er et funktionelt behov for at få et indendørs dokanlæg. Samtidigt med at anlægget skal udfylde nogle praktiske funktioner, vil Hjejleselskabet også gerne invitere folk indenfor i en form for oplevelsescenter omkring båddriften, som er kendt for sejladsen med hjuldamper Hjejlen på søerne.

Konkurrence i to faser

Konkurrencen gennemføres i to faser mellem november 2018 og april 2019. I den første fase skal de tre teams komme med en overordnet analyse af bymidten og tænke placeringen af et nyt museum Jorn og andre aktiviteter ind i en samlet plan.

Fase 2 tager afsæt i anbefalingerne fra fase 1. Her skal de tre teams levere en samlet masterplan for søfront- og havnearealerne. Masterplanen bliver også grundlaget for den videre proces om at etablere et nyt Museum Jorn.

Masterplanen skal desuden bidrage til at skabe investeringssikkerhed og overblik over de reelle bygge- og anlægsmuligheder på arealerne ved Søfronten og Havnen.

Projektet omkring konkurrencen er finansieret af Realdania, Silkeborg Kommune og en gruppe lokale sponsorer.
Den 22. november har Silkeborg Kommune inviteret alle interesserede til informationsmøde om konkurrencen og den videre proces. De tre teams vil også være tilstede.

Fakta om de tre teams:

Team Big
BIG – Bjarke Ingels Group (hovedrådgiver)
Tyréns – (underrådgiver)
Urgent.Agency (underrådgiver)

Teamet EFFEKT
EFFEKT Arkitekter ApS (hovedrådgiver)
Trafikplan ApS (underrådgiver)
Colliers International Danmark A/S (konsulent)
WTM Engineers International GmbH (konsulent)
Simon Prahm, Co-founder og CEO i GAME (konsulent)
Kasper Larsen, Forretningsudvikler i Camp Adventure (konsulent)

Teamet SLA
SLA (hovedrådgiver)
Colorcloud Studio (arkitektur og planlægning)
Ry Outdoor 365 / Festival (outdoor i byudvikling)
University of Stirling (retail og butiksliv)
Living Concepts (turisme og city branding)
Morten Daugaard (storskala planlægning og transformation)
Ole B. Jensen (trafik og parkering)