En borger på Langeland betaler 24 procent mere i skat end i Rudersdal

Skatteforskellene på tværs af kommunerne er tæt på at nå over 25 procent, hvis man ikke ser på udskrivningsprocenten, men den konkrete skatteregning. Se her, hvor stort spænd alle landets kommuner har til Danmarks billigste skattekommune.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.eu

24 procent. Så stor er forskellen på den samlede skatteregning i Rudersdal og Langeland for de skatteydere, som ikke betaler topskat og dermed nyder godt af det særlige skrå skatteloft.

Normalt udtrykkes forskellen i skatten mellem kommunerne i procentpoint, men det skjuler den reelle forskel. NB-Økonomi har derfor beregnet, hvor stor forskellen er, hvis man ikke ser på procentpoint, men derimod den procentuelle forskel på den kommunale skatteregning, som skatteyderen ville opleve, hvis man flyttede fra den ene kommune til anden og havde samme indkomst.

Danmark er præget af geografiske skattezoner

Set fra helikopteren er Danmark præget af geografiske zoner, hvor skatten typisk er relativ ens.

I det store billede er hovedstaden billigst, men store dele af Sjælland samt Syd- og Vestjylland er også præget af mange kommuner med relativt lave skatter.

Til gengæld er Nordjylland og Fyn højskatteområder.

Der er ikke noget entydigt billede af, at udkantskommunerne er højskatteområder, men der er dog en vis tendens til, at mange af de kommuner på Sjælland og Lolland Falster, som modtager mange sociale klienter fra hovedstaden, er plaget af høje skatter.