Kulturarv får boligpriserne i vejret

Det har været vigtigt at sikre bevaringen og istandsættelsen af Vesthimmerlands sidste stationsbygning i Hornum, så den bliver et aktiv igen. Foto fra rapporten: Veje til udvikling, 2018.

Prisen på en bevaringsværdig bolig ligger i gennemsnit 30 procent over andre boliger. Det har blandt andet fået 16 kommuner til at være med i et stort projekt, som skulle aktivere kulturarven i lokale kulturmiljøer.

Lene Vind, lene@nb-okonomi.dk

Gennem de seneste 13 år har 16 kommuner været en del af et stort projekt om kulturarv i kommunerne, som er blevet gennemført af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med foreningen Realdania.

En af kommunerne er Vesthimmerlands Kommune, som gerne ville aktivere kulturarven lokalt i en række landdistrikter i samarbejde med Vesthimmerlands Museum.

“Vi søgte om at komme med i kulturarvsprojektet ud fra en bevidsthed om, at vores kulturarv her i Vesthimmerland er underbelyst. Vi har en kæmpe kulturrigdom her i kommunen, men vi har ikke fået den italesat. Vi har så meget at byde på, men vi har været gode til at holde det hem­meligt. Nu skal det frem i lyset og vises til andre,” fortæller borgmester Per Bach Laursen fra Vesthimmerland

Han udtaler sig i det inspirationskatalog, som efterfølgende er blevet udgivet. Kataloget indeholder beskrivelser og kommentarer til de eksempler på, hvordan kulturarvsprojektet har været med til at skubbe til udviklingen i både Vesthimmerland Kommune og de øvrige deltagende kommuner. Og Per Bach Laursen konkluderer således på Kommunens deltagelse i projektet:

“Når det kan lade sig gøre her i Vesthimmerland med Danmarks laveste beskatningsgrundlag, så kan det lade sig gøre overalt. Det er bare om at komme i gang.”

Projekt i tre runder

Projekt Kulturarv har kørt siden 2005 og i runde et af projektet fra 2005-07 var Haderslev, Hjørring, Hvidovre og Aalborg Kommuner med. I næste runde fra 2008-10 var Halsnæs, Vordingborg, Mariagerfjord og Det sydfynske Øhav med Langeland, FaaborgMidtfyn, Svendborg og Ærø Kommuner udvalgt til at være med.

Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania har gennem årene inviteret alle kommuner i Danmark til at indsende ansøgninger til at medvirke i kulturarvsprojektet, og blandt 38 ansøgninger om at blive kulturarvskommune i den seneste runde faldt valget på Brønderslev, Vesthimmerlands, Aabenraa, Næstved og Greve Kommuner.

Realdania har arbejdet med bygningsarven i en årrække og i rapporten Værdien af bygningsarven fra 2015 blev det dokumenteret, at prisen for bevaringsværdige boliger gennemsnitligt ligger 30 procent over andre boliger i kommunen, og i kulturmiljøer med mange bevaringsværdige bygninger ligger værdien af de øvrige bygninger 13 procent højere end gennemsnittet. Og det har været et ønske at bruge dette potentiale til at skabe værdi i de fem projekter, der er gennemført i perioden 2015 til 2018.

Hver kommune har fået tilbudt et tilskud på 500.000 kroner fra Realdania til konsulentbistand.

Dokumentation

Projekt Kulturarv er dokumenteret med tekst og billeder i rapporterne:

Veje til Udvikling– på side 15 er konkrete råd til at arbejde med kulturmiljøer.
Kommune – kend din kulturarv
Kulturarven – et aktiv