Benchmarktal giver helt andet billede end servicetal

Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggør to tal, der siger noget om kommunernes serviceniveau på henholdsvis administration og på den generelle service. Tallene giver ofte et vidt forskelligt billede af den enkelte kommune. Læs om baggrunden her.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.dk

I Økonomi- og Indenrigsministeriet er der to kontorer, som begge er kendt for at være udstyret med noget af landets højeste ekspertise i at sammenligne kommunernes økonomi.

Hvis man kigger på det ene kontors tal, så er nogle kommuner enten markant mere effektive til at drive administration, eller også har de et lavere serviceniveau end andre.

Hvis man kigger på det andet kontors tal, så er det ofte nogle helt andre kommuner, som enten er mere effektive til at drive alle serviceområder i kommunen – inklusive administration – eller også har de bare et lavere serviceniveau.

Forskellen i tallene vil givetvis skabe debat blandt kommunerne. Det skyldes, at forskellen umiddelbart kun kan forklares på to måder. Enten er der ingen sammenhæng mellem kommunernes effektivitet/serviceniveau på administration og deres effektivitet/serviceniveau på den generelle drift, eller også er en af de to opgørelser – eller begge – ikke retvisende.

På kortet nedenfor er de blå kommuner kendetegnet ved, at de ifølge benchmarkenheden har et lavt serviceniveau på administration, mens de ifølge de kommunale nøgletal har et højt serviceniveau generelt.

De røde kommuner er kendetegnet ved, at de ifølge benchmarken har et højt serviceniveau på administration, men ifølge de kommunale nøgletal har et lavt serviceniveau generelt.

 Det ene tal er fra udligning, det andet fra benchmark

Det første tal kommer fra Økonomi- og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed, der i sommer udgav en rapport om kommunernes forbrug på administration i forhold til det forventede forbrug ud fra kommunens rammevilkår.

Rapporten viste her, at kommunerne Holbæk og Lolland havde det laveste forbrug i forhold til det, som man kunne forvente ud fra deres rammevilkår.

Ifølge logikken i den slags undersøgelser, så er der grundlæggende to mulige årsager til, at en kommune kommer ud med et markant lavere forbrug end forventet ud fra rammevilkårene.

Det kan enten skyldes, at kommunen er så dygtig til at drive administrationen effektivt, at den kan levere samme service til en meget lavere pris. Eller også kan det skyldes, at kommunen leverer en dårligere service til borgerne – altså har et lavere serviceniveau. I praksis kan det naturligvis være en kombination. Rapporten fra benchmark-kontoret kom ikke med noget bud på, om det var det ene eller det andet.

De andre tal kommer fra de kommunale nøgletal og er baseret på en sammenligning af en kommunes faktiske forbrug og dens udgiftsbehov beregnet efter formlerne i den kommunale udligning. Det kaldes populært det kommunale serviceniveau og er en del af de kommunale nøgletal. Er det over 1,00, så er det udtryk for at kommunen enten er mindre effektiv eller har et højere serviceniveau.

De to tal er udregnet på vidt forskellig vis

Den vigtigste forklaring på, at to kontorer når frem til to forskellige tal er, at de bruger vidt forskellige formler.

Mens benchmarkenheden helt frit kan udarbejde en formel, som efter embedsmændenes faglige viden så præcist som muligt forudsiger en kommunens behov for udgifter til administration, så er det noget helt andet for kontoret, der udregner servicetallet.

Her er formlen for at udregne en kommunes udgiftsbehov baseret på politisk fastsatte formler. Derfor skal embedsmændene blot loyalt sørge for, at udregningen af udgiftsbehovet følger de formler, som står i loven om kommunal udligning.

Når serviceniveauet beregnes til de kommunale nøgletal, er der enkelte korrektioner foretaget på embedsmandsniveau, men de fylder relativt mindre. Det vil altså ikke være fair at sige, at serviceniveauet er udtryk for embedsmændenes bedste faglige skøn, fordi det langt hen ad vejen blot afspejler formlerne i den kommunale udligning, som er resultatet af politiske forhandlinger gennem tiden.

Samtidig indeholder det kommunale serviceniveau pr. definition både udgifter til traditionel service og til overførselsindkomster. Dermed kan en kommune godt have et meget højt serviceniveau, som dækker over at dens udgifter til overførselsindkomster er højere end beregnet i den kommunale udligning.

Slutfacit er derfor, at der kan være gode grunde til, at de to mål for kommunernes serviceniveau på administration og på hele budgettet afviger markant fra hinanden.

Men forskellen vil givetvis af en række kommuner blive brugt som argument for, at tallet for serviceniveauet i de kommunale nøgletal ikke er retvisende – og dermed også, at den kommunale udligning er baseret på en forkert beregning af kommunernes udgiftsbehov.

Og som en interessant variation af den normale debat om udligning, så går skellene ikke klart mellem hovedstaden og provinsen.