Analyse: Navnet på indenrigsministeren bliver afgørende for reform af kommunal udligning

(ARKIV) Hvis VOK danner regering efter et valg, står udkantskommunerne sig bedst med en indenrigsminister fra DF, når udligningsreformen skal gennemføres. De velhavende kommuner omkring København vil derimod kun en konservativ indenrigsminister forsvare. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) i Folketingets. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Analyse: Ikke siden strukturreformens dage har navnet på indenrigsministeren i den kommende regering haft større betydning for de danske kommuner. Læs her, hvordan ministerens partifarve sandsynligvis vil påvirke de forskellige kommunegrupper.

Analyse af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.dk

En dag i første halvdel af 2019 vil Danmarks nye statsminister træde frem på Amalienborg Slotsplads, og ikke siden den store strukturreform i nullerne har valget af indenrigsminister været mere afgørende for landets kommuner.

Den kommende indenrigsminister vil, som du kan læse i dagens baggrundsartikel her på NB-Økonomi, få afgørende indflydelse på, hvordan en ændring af den kommunale udligning kommer til at se ud.

Ministeren skal naturligvis finde et flertal i Folketinget, men inden forhandlingerne overhovedet går i gang, kan ministeren ved en række beslutninger om forhandlingsgrundlaget lægge trædestenene enten til at en radikal omfordeling til eksempelvis landkommunernes fordel, eller minimale ændringer, som umiddelbart vil være til fordel for især en række hovedstadskommuner.

Forløbet af de skibbrudne forhandlinger om kommunal udligning i foråret 2018 viser med al tydelighed, hvor vigtig ministeren er. Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har sit ideologiske udgangspunkt i kredsen omkring den borgerligt liberale tænketank Cepos. Han erkendte allerede sidste sommer, at han ikke kunne komme igennem med en større reform i mere klassisk liberal retning, hvilket blandt andet ville indebære en lavere udligningsgrad med det formål at øge kommunernes incitament til at styrke væksten og tilpasse deres forbrug efter den lokale økonomi.

Han meldte allerede i august ud, at han ikke gik efter en reform, men en mindre justering. Det var ikke nogen selvfølge. Venstres finansminister Kristian Jensen havde blot et halvt år talt for en større reform ved det kommunalt økonomiske topmøde.

Da den længe ventede rapport kom fra Finansieringsudvalget under netop Økonomi- og Indenrigsministeriet, havde embedsmændene loyalt truffet en række valg ved opstillingen af modeller og især i metoden bag sammenligningstallene for de enkelte kommuner, som understøttede ministerens politiske ønsker.

Reformen blev aldrig til noget, formentlig fordi ministeren ikke havde en forståelse med regeringens parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti, som mildt sagt ønsker at gå en anden vej.

Og derfor blev det oplagt for Socialdemokratiet at kræve et så stor løft af kommunernes økonomi som prisen for at redde ministerens flertal, at regeringen endte med at sige nej. I den sammenhæng spillede det også ind, at Socialdemokratiet havde vundet store valgsejre i provinsen, og derfor havde partiet brug for pengene til at hjælpe provinskommunerne uden at tage noget fra de socialdemokratiske højborge i byerne.

Stor forskel på DF, S eller V-minister

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte inden forhandlingerne gik i gang, at det var en bunden opgave for Folketinget at ændre den kommunale udligning. Mængden af særlige overgangsordninger og særtilskud til kommunerne har siden vist, at det var en meget præcis beskrivelse, og at situationen vil være yderligere skærpet efter et valg.

Her er en ny regering tvunget til at finde en løsning med virkning fra 2021; ellers udbryder der kaotiske tilstande omkring den kommunale økonomi.

Som verden tegner sig lige nu, er det bedste bud, at den kommende indenrigsminister enten vil være fra Socialdemokratiet, Venstre eller Dansk Folkeparti. Men især inden for Socialdemokratiet og Venstre vil der være stor forskel på personerne. Begge partier har politikere med udgangspunkt i landkommunerne og i hovedstaden.

Valget af indenrigsminister er mest uforudsigeligt, hvis Danmark får en VOK-regering bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative. Her vil Økonomi- og Indenrigsministeriet formentligt blive en trøstpræmie til det parti, som får relativt mindst i spillet om finans-, justis- og udenrigsministeriet. Samtidig er der tradition for, at økonomi- og indenrigsministeriet tilfalder det eller et af de partier, som ikke har hverken stats- eller finansministeriet.

Det anses for næsten utænkeligt, at Liberal Alliance kan fortsætte i regeringen, fordi Dansk Folkeparti reelt har nedlagt veto mod det. Og det sætter især hovedstadskommunerne under pres.

I forårets forhandlinger sikrede en alliance mellem Simon Emil Ammitzbøll og den stærke konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen hovedstadskommunernes interesser, hvilket blandt andet resulterede i den særlige kompensation på 1,1 milliard kroner for reviderede data i relation til udlændinges uddannelsesbehov.

Særligt de velhavende hovedstadskommuner får næppe igen en minister, som er dem så venligt stemt, og som samtidig kan hente støtte hos et andet parti i regeringen.

Mindre ændring eller reform

Set ud fra rene egeninteresser ser billedet derfor sådan her ud for de enkelte kommunegrupper:

Yder- og landkommunerne skal håbe på en indenrigsminister fra Dansk Folkeparti, som har en erklæret politik om at sikre alle kommuner et ensartet skatte- og serviceniveau. Det ville umiddelbart udløse massive skatteforhøjelser eller besparelser i hovedstadsområdet, og derfor kommer DF næppe igennem med det i fuldt omfang – men det er sporet.

De store provinskommuner skal formentligt satse deres penge på en Venstreminister. Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at finansminister Kristian Jensen efter finanslovsforhandlingerne talte om behov for en reform af udligningen efter et valg. Det var næppe tilfældigt, at han ikke brugte ordet “mindre justering”, som økonomi- og indenrigsministeren altid bruger.

Vestegnskommunerne og de store universitetsbyer skal formentligt sætte deres penge på en socialdemokratisk indenrigsminister, som uagtet partiets mange nye borgmestre i provinsen vil være tvunget til at tage hensyn til partiets højborge i hovedstaden og i de store universitetsbyer.

De velhavende hovedstadskommuner har ikke mange venner. Dansk Folkeparti har en erklæret politik om at hæve skatten i Nordsjælland, og Socialdemokratiets nye fokus på social lighed og indgreb mod de aller højest lønnede betyder, at beskyttelsen af lavskattekommunerne nord for København næppe står højt på parties prioriteter. En Venstreminister vil umiddelbart være det mindst ringe for de velhavende hovedstadskommuner, men det absolut bedste vil være en konservativ minister, som nok vil få svære kampe internt i regeringen, men som kan bruge ministerens magt over embedsapparatet til at skabe det mindst ringe grundlag for de velhavende kommuner i hovedstaden.

Indtil valget er afgjort, og en statsminister træder ud på Amalienborg, tegner alt til, at der vil være helt stille omkring den kommunale udligning. Men fra den dag den nye minister sætter sig i stolen, skal det til gengæld gå stærkt, for der skal ligge et forlig allersenest i starten af maj 2020. Og det er ikke lang tid til at gennemføre en reform af den kommunale udligning.