Analyse: Derfor står striden på KL topmøde om effektivisering

Torsdag stævner toppolitikere og kommunale topfolk til KØF-møde i Aalborg. Læs her , hvorfor den store strid står om effektiviseringer i kommunerne. (Foto: Arne Ullum)

Der er traditionen tro lagt op til et slagsmål om væksten i kommunernes servicerammer, når regeringstoppen og de øverste kommunale chefer mødes i Aalborg torsdag. Læs her, hvorfor det primært er en strid om muligheden for effektiviseringer i kommunerne.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.dk

Når landets øverste kommunale chefer torsdag møder en række af regeringens topministre på Kommunal Økonomisk Forum i Aalborg, er der en enkel test, som ethvert udsagn om kommunernes fremtidige økonomi bør underlægges.

Og det uanset, om udsagnet kommer fra en sparerivrig minister eller en KL-formand, der vil have en større vækst i kommunernes forbrugsrammer.

Testen er enkel:

Udviklingen i kommunernes forbrugsrammer skal svare til det demografiske træk plus udgifterne til at indfri løfter om bedre service fratrukket mulige effektiviseringer. Ifølge NB-Økonomis gennemgang består både KL og Finansministeriet testen, selvom de lander på forskellige udgiftsstigninger. Den største forskel er vurderingen af muligheder for effektiviseringer.

Demografiske træk:

Kommunerne får flere borgere og især blandt de dyre grupper, som er ældre og små børn. Det udløser rent logisk et udgiftspres, som populært kaldes det demografiske træk.

Konkret vil kommunernes udgifter ifølge Finansministeriet stige med 0,7 procent om året i 2019 og 2020, og med 0,8 procent om året i 2021 og 2022. Men den udregning tager ikke højde for, at de fleste ældre forventes at blive sundere og dermed trække mindre på sundheds- og plejeydelser. Hvis man, som Finansministeriet gør, indregner en såkaldt delvis effekt af sund aldring – som altså er en forventet udvikling –  så falder det demografiske udgiftspres ifølge ministeriets udregninger til 0,6 procent i 2019 og 2020, og til 0,7 procent i 2021 og 2022.

KL bruger grundlæggende de samme tal som Finansministeriet.

Løft af servicen:

Det demografiske træk giver alene penge til at dække de ekstra udgifter, som kan sikre de ekstra børn og ældre samme service som i dag.

Men politikerne i både kommuner og på Christiansborg udsteder løbende løfter om bedre service. Mens de kommunale bevillinger korrigeres for lovændringer gennem den såkaldte DUT-proces, så findes der ingen opgørelse af, hvilke ekstraudgifter det udløser, når eksempelvis en minister truer med at hænge kommuner til tørre, hvis de ikke hæver servicen på et bestemt område.

En opgørelse fra KL viser, at kommunerne fra 2007 til 2017 i gennemsnit fik nye opgaver og nye DUT-bevillinger for i gennemsnit 0,2 procent om året, så er det en helt subjektiv vurdering, hvor meget de ekstra forvetninger til bedre service presser de kommunale budgetter.

Og ikke overraskende er det en fast del af spillet, at regeringen nedtoner effekten, mens  KL’s topfolk normalt italesætter et højere tal.

Hvis man bruger Finansministeries regnestok, så skal kommunernes ressourcer vokse med omkring 0,65 procent (gennemsnit af demografiske træk i 2020 og 2021) plus udgiften til nye opgaver og serviceløft. Finansministeren har ikke sat tal på ønsket om serviceløft, men at dømme ud fra regeringens løbende løfter til vælgerne, så er det næppe helt skævt at forudsætte et niveau omkring 0,2 procent, og dermed skal regeringen skaffe ekstra ressourcer til kommunerne svarende til et niveau omkring 0,8 til 0,9 procent.

Da KL regner med samme demografisk træk og en lidt højere udgiftsvækst på ekstra opgaver og bedre service, så er KL’s tal også lidt højere.

Men reelt er både KL og regeringen ret enige om behovet for ekstra ressourcer, og derfor handler diskussionen om løft i kommunernes servicerammer primært om, hvor stor en del af det ekstra behov for ressourcer, der kan dækkes gennem effektiviseringer.

Råderum kan kun lige dække demografiske træk 

Beregninger fra Finansministeriet har vist, at det demografiske træk alene – altså uden nogen for for kvalitetsløft eller effektiviseringer i den offentlige service – vil sluge omkring 26 milliarder af det samlede råderum, som senest er opgjort til cirka 27,5 milliarder kroner.

Tallene illustrerer, at det er helt afgørende for regeringen at skaffe effektiviseringer, som kan sikre, at der både bliver råd til at forbedre servicen og råd til andre ting, som eksempelvis skattelettelser.

Produktivitetsgevinster:

Kommunerne har aftalt med regeringen, at de årligt skal finde en milliard kroner gennem det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram. Formelt set må kommunerne kun selv beholde halvdelen – altså 500 millioner –  mens den anden halve milliard skal prioriteres bredt i den offentlige sektor. I praksis har det dog vist sig, at pengene altid ender med at komme retur til kommunerne som led i økonomiforhandlingerne.

En milliard kroner udgør cirka 0,4 procent af den samlede serviceramme. Det store spørgsmål er dog, om kommunerne kan øge produktiviteten yderligere, og i givet fald hvor meget.

Der er to modsatrettede argumenter her.

Argumentet imod yderligere produktivitetsgevinster er, at serviceydelser som ældrepleje og børnepasning er sværere at effektivisere. Derudover er det også et argument, at kommunerne siden 2011 har sparet massivt og derfor har høstet alle de oplagte gevinster.

Argumentet for yderligere effektiviseringer fokuserer især på, at en række benchmark har vist, at der er endog meget store forskelle i de enkelte kommuners effektivitet. Logikken er, at hvis de mindst effektive kommuner gjorde det lige så godt som gennemsnittet, så ville der være et betydeligt potentiale. Og hvis de dårligste gjorde det lige så godt som de bedste, ville der er være endog et meget stor potentiale.

Derudover fokuseres der ofte på sygefraværet. Ifølge den seneste analyse fra Finansministeriet ligger sygefraværet i kommunerne cirka tre dage om året over den private sektor, hvis man korrigerer for arbejdsfunktioner, alder, sygehistorik osv. Tre sygedage ekstra svarer til næsten 2,4 milliarder kroner eller én procent af servicerammen.

Sådan ender regeringen på 0,3 procent – og KL på 0,8 procent

Når regeringen tager udgangspunkt i et demografisk pres på 0,65 procent i gennemsnit i  2020 og 2021, en lidt lavere udgift til serviceløft og muligheden for flere effektiviseringer ud over de 0,4 procent fra moderniserings- og effektiviseringsprogrammet, så matcher det meget godt med regeringens erklærede målsætning om, at forbruget i den offentlige sektor ikke må stige med mere end 0,3 procent om året.

KL’s krav om realvækst i de kommunale budgetter er større. De tager også udgangspunkt i et demografisk pres på 0,65 procent, men forudsætter i modsætning til regeringen ingen effektiviseringer ud over modernings- og effektiviseringsprogrammet, og KL forventer en større årligt vækst i opgaver i niveauet 0,3-0,4 procent – altså et samlet behov omkring 0,6-0,7 procent  i 2020 og 2021. Dermed er der også sammenhæng i KL’s tal.

KL-formanden taler i interwievet med NB-Økonomi om et behov op imod 0,8 procent på den lange bane, men det skyldes blandt andet, at det demografiske træk stiger yderligere efter 2021.

Hvis man skærer igennem regeringens tendens til at runde ned og KL’s tendens til at runde op, så understreger tallene endnu engang, at den primære strid handler om de mulige effektiviseringer i kommunerne.

_______________________________________________________________________

Fakta: Her er kilderne

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 103 (L 1 – § 7. Finansministeriet) af 14. december 2018 stillet efter ønske fra Rune Lund (EL)

Notat fra KL: Kommuner er pressede efter otte år med smalhals og voksende servicebehov