Dansk Folkeparti mister to byrådsmedlemmer i Guldborgsund

René Christensens topstyring og kritiske linje i opposition får to partifæller til at blive løsgængere.

Dansk Folkepartis byrådsgruppe i Guldborgsund Kommune reduceres fra syv til fem mandater, skriver Lolland-Falsters Folketidende. Efter i et års tid at have protesteret over topstyring har Lis Magnussen og Mette Møller nemlig besluttet at blive løsgængere.
– Der er dårligt samarbejde i gruppen. Man kan ligesom ikke komme til orde, for der er et par stykker, der bestemmer det hele, siger Lis Magnussen til Folketidende.
– Vi har prøvet at nævne flere gange, at vi er utilfredse med den måde, det kører på, men det bliver ikke taget alvorligt, supplerer Mette Møller.
De to kritiserer gruppeformand René Christensen for at diktere resten af partiets byrådsmedlemmer, hvad de skal gøre og mene og for at føre en uforsonelig oppositionspolitik.
Problemerne begyndte, da René Christensen – der også er kendt som Dansk Folkepartis finansordfører på Christiansborg – fik slukket drømmen om at blive borgmester, og Dansk Folkeparti ikke længere var en del af flertalsgruppen. Stemningen i Dansk Folkepartis byrådsgruppe blev nemlig markant dårligere end i sidste periode, og nu skulle der føres benhård oppositionspolitik.
Sådan har Mette Møller og Lis Magnussen – der begge er i gang med deres anden periode som byrådsmedlemmer – oplevet det.
– Nu skal vi sige nej til alting, siger Lis Magnussen og bakkes op af Mette Møller:
– Jeg bryder mig ikke om den linje, der bliver ført. God politik er dialog og samarbejde, og det opnår man ikke ved en krig i byrådssalen. Jeg bryder mig ikke om den form for hævn.
René Christensen afviser kritikken.
– Det må stå for deres regning. Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg repræsenterer Dansk Folkeparti, og vi fører selvfølgelig Dansk Folkeparti-politik og holder fast i det, vi gik til valg på. Men de har truffet et valg, og det må de gøre. Det står dem frit for, siger han til Folketidende.