Mersygdom i det offentlige et ledelsesproblem

Innovationsminister Sophie Løhde og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen præsenterer regeringens ledelses- og kompetencereform 'En offentlig sektor rustet til fremtiden' på et pressemøde i Finansministeriet i København, onsdag den 9. januar 2019. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) lagde vægt på ledelsesansvaret og arbejdsmiljøet, da han i går uddybede regeringens plan om at nedbringe sygefravær i det offentlige. 

Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi.dk

Cirka 2,8 dage. Den forskel på det gennemsnitlige antal sygedage per medarbejder i det offentlige og i det private kan ikke forklares, sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen på pressemøde onsdag om regeringens ledelsesudspil.

Nogenlunde det tal fremgik af den rapport om sygefravær i det offentlige, som Finansministeriet fremlagde i sidste uge, men det fremgik ikke af pressemeddelsen, hvor alene antallet af sygedage var opgjort til i gennemsnit 11,4 sygedage om året.

Beskæftigelses- og innovationsministrenes udtalelser i Berlingske fik de offentligt ansatte på benene. Her sagde Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde (V), at de offentligt ansatte har fem dages mere sygefravær end de privatansatte, men andre dele af pressen pillede tallet ned ved at referere til rapportens forbehold for arbejdsopgaver og arbejdskraftens sammensætning – og nåede dermed ned på godt halvdelen. Se tallene i NB-Økonomis historie om sagen.

På pressemødet i går var ministrene mere nuancerede. Og med Finansministeriets analyse i hånden pointerede Troels Lund Poulsen, at det er et ledelsesansvar at få bragt sygedagene ned.

Offentligt ansatte pjækker ikke

“Det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark. Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende, både for den enkeltes helbred og arbejdsglæde, men i bund og grund også for hele det danske samfund,” sagde beskæftigelsesministeren og afviste på et spørgsmål, at medarbejderne i det offentlige melder sig syge uden at være det.

“Jeg har stor kærlighed til offentligt ansatte og har faktisk både en far og en mor, der har været ansat i den offentlige sektor i hele deres liv. Så jeg har ingen anklage overhovedet mod nogen offentligt ansatte om, at de skulle melde sig syge uden at være det,” sagde Troels Lund Poulsen og gav så et hib til den sidste uges diskussion i pressen om sygefraværet i det offentlige. “Det er mærkeligt, at man ikke må stille sig den ambition at nedbringe sygefraværet. Vi gør det jo for at skaffe bedre trivsel, så folk bedre kan lide at gå på arbejde.”

Offentligt ansatte leverer kernevelfærd, ofte under stort arbejdspres, og det skal selvfølgelig være muligt at være syg, sagde beskæftigelsesministeren.
“Men der er forskellige årsager til sygefravær, som regeringen hverken kan eller vil acceptere. Det kan skyldes dårligt arbejdsmiljø og vilkårene på ens arbejdsplads. Og det er nu først og fremmest en ledelsesopgave at tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne ikke bliver syge af at gå på arbejde. Og det er et fælles samfundsansvar at sikre sunde og sikre arbejdspladser.”

100 millioner og mere tilsyn

De ekstra 100 millioner kroner, som regeringen har afsat til en særlig indsats på områder med mod højt sygefravær, skal bruges, hvor de ansatte er under ekstra meget pres, for eksempel sygehusene, kriminalforsorgen og på bosteder.

Arbejdstilsynet giver i dag mange påbud til sygehuse og hospitaler, og tilsynet skal skal endnu mere på banen. Troels Lund Poulsen nævnte bl.a. stressniveauet på hospitaler, der giver for højt sygefravær, og at Arbejdstilsynet skal have større fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Der pågår netop nu politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøindsats på det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelses- og innovationsministrenes skal på et samråd forklare deres udmeldinger om sygefraværet i det offentlige. Det er SFs sundhedspolitiske ordførerer Kirsten Normann Andersen, der har bedt om samrådet.