Så store forskelle i skatter mellem kommuner er indbygget i udligningssystemet

Finansminister Kristian Jensen (V) satte med sine udtalelser på Kommunaløkonomisk Forum fokus på uligheden mellem kommunerne. NB-Økonomi har set på, hvor meget udligningssystemet påvirker forskellene i beskatningsniveauerne i kommunerne. Læs tallene for alle kommuner her.

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.dk

Den økonomiske uligheden mellem kommunerne stiger – og dermed stiger uligheden mellem danskerne også.

Borgerne i Brønderslev er med et gennemsnitligt beskatningsgrundlag på kun cirka 157.000 kroner om året landets fattigste, og det forstærkes af, at de har landets femtehøjeste skatteprocent.

Modsat er borgerne i Gentofte landets rigeste med et gennemsnitligt beskatningsgrundlag på næsten 373.000 kroner, og det fortstærkes modsat af, at borgerne i Gentofte betaler landets næstlaveste skatteprocent.

De absolutte yderpunkter i Danmark var i 2018 Langeland med en skatteprocent på 27,8 og Rudersdal med en skatteprocent på 22,5.

NB-Økonomi har set på, hvor stor en del af disse forskelle, der er en logisk konsekvens af, at den kommunale udligning kun fjerner en del af de økonomiske forskelle mellem kommunerne. Det sker i anledning af, at finansminister Kristian Jensen (V) på Kommunaløkonomisk Forum satte et mål om, at en kommende udligningsreform skulle hjælpe de fattigste kommuner og dermed reducere ulighederne.

Vi har derfor udregnet hvilket beskatningsniveau (indkomstskat og grundskyld vægtet sammen efter reglerne i den kommunale udligning), som de forskellige kommuner skulle have, hvis det alene skulle dække kommunens udgiftsbehov efter udligning. Det giver et billede af, hvor meget udligningssystemet påvirker de store forskelle i kommuneskatten og grundskylden.

Skatteforskellene er logisk følge af udligningssystemet

Analysen viser grundlæggende, at stort set hele forskellen i kommuneskat og grundskyd kan tilskrives det forhold, at den kommunale udligning kun udligner en del af forskellene mellem kommunernes økonomiske rammevilkår.

Årsagen til forskellen er, at de enkelte kommuner skal have en motivation til at skabe vækst og fremgang blandt andet gennem en aktiv erhvervspolitik.

Kortet nedenfor tager derfor udgangspunkt i en tænkt situation, hvor alle kommuner alene finansierer deres drift- og anlægsudgifter gennem skatteindtægter, grundskyld og kommunal udligning. Dermed kommer effekten af grundstrukturen i den kommunale udligning til at stå klarere frem.

Metoden er valgt, fordi den giver et klart billede af, hvilke forskelle i beskatningsniveauet, der er en konsekvens af, at der ikke sker fuld udligning mellem kommunerne. I den virkelige verden er den enkelte kommunes skatteprocent og grundskyldspromille påvirket af en lang række ting, som kommunens indtægter på selskabsskatter, dækningsafgift, særtilskud, finanseringstilskud, finansposter, renter, afdrag eller optagelse af gæld, effektivitet og serviceniveau.

Bemærk, at tallene ikke siger noget om, hvorvidt kriterierne i den kommunale udligning giver et retvisende billede af det faktiske udgiftsbehov, ligesom tallene ikke siger noget om effektiviteten i de enkelte kommuner. Tallene siger alene noget om, hvor stor en grad af lighed eller ulighed, der er bygget ind i udligningssystemet.

Hovedstadsudligning giver lavere beskatning i hovedstadskommuner

Analysen giver et meget klart billede af, at udligningssystemet og indkomstforskellene betyder, at beskatningsniveauet i hovedstaden er markant lavere end i resten af landet.

Det skyldes, at effekten af indkomstforskellene udlignes markant mere af hovedstadsudligningen end af landsudligningen og af reglerne om udligning af store strukturelle underskud, som gælder for provinskommunerne.

Det passer meget godt med intentionen, da man i 1930erne skabte hovedstadsudligningen, som skulle sikre, at de store indkomstforskelle mellem de rige kommuner Frederiksberg og Gentofte ikke medførte så store skatteforskelle, at alle de velhavende borgere flygtede væk fra det dengang langt fattigere København, og dermed efterlod Kongens By i en dødsspiral.

I dag omfatter hovedstadsudligningen 34 kommuner, og den betyder, at skatteyderne i de velhavende kommuner ikke får den fulde gevinst af deres høje beskatningsgrundlag, mens skatteyderne i de fattige hovedstadskommuner nyder godt af, at det lave beskatningsgrundlag ikke slår fuldt igennem takket være udligningen fra de rige hovedstadskommuner.

Et niveau for provinsen og et andet for hovedstaden

Hovedstadsudligningen betyder populært sagt, at der er to gennemsnitsniveauer for kommunernes velstand i Danmark, og dermed i praksis beskatningsniveauerne.

Beskatningsniveauet i hovedstaden er markant lavere, fordi de fattigste kommuner på især Vestegnen bliver relativt rige i et landsperspektiv takket være store overførsler fra de rigeste hovedstadskommuner – hvilket primært vil sige de nordsjællandske kommuner.

I og med at en betydelig del af udligningen fra de rige hovedstadskommuner bliver i hovedstaden, så bliver provinskommunerne generelt fattigere og får derfor et højere beskatningsniveau.

Derfor har de rigste provinskommuner ofte et højere beskatningsniveau end de fattige hovedstadskommuner, ligesom de fattigste provinskommuner har et markant højere beskatningsniveau end de fattigste hovedstadskommuner.

Læs særskilt artikel om baggrunden for, at ulighederne mellem kommunerne er stigende, og hvorfor den kommunale udligning forstærker den udvikling.


Fakta: Sådan har vi gjort

Vi har beregnet et fiktive beskatningsniveau, hvor alle kommune har drifts- og anlægsudgifter svarende til det beregnede udgiftsbehov i den kommunale udligning og finansierer dette via indkomstskat og grundskyld. De to skatter er sammenvejet efter de gældende regler i udligningen.

Når de fiktive beskatningsniveauer med udligning er anderledes end de faktiske  beskatningsniveauer, skyldes det en række forhold, som ikke er medregnet.

  • Ekstra indtægter fra selskabsskatter og dækningsafgifter
  • Udgifter/indtægter fra renter og finansforskydninger
  • Udgifter og indtægter vedr. forsikrede ledige
  • Indtægter fra særtilskud som finansieringstilskud og særlige puljer
  • Det er ikke givet, at det beregnede udgiftsbehov i den kommunale udligning er retvisende.