Forsvar, tidlig pension og sundhed sætter offentlig sektor under pres frem mod 2025

Det økonomiske råderum er en moderne udgave af et kig ned i statskassen, og udtrykker hvor mange penge der er til rådighed til realvækst i offentlige udgifter eller skattelettelser.

Tirsdag blev en dyr dag for råderummet, da et flertal i Folketinget varslede nye offentlige udgifter for cirka 4,5 milliarder kroner. Uanset hvem der vinder valget, peger de nye udgifter på et større pres mod den offentlige sektor for at levere nye effektiviseringer.

Af Arne Ullum, [email protected]

Dagen i går var en af de dyre i dansk politik. Først røg der i omegnen af tre milliarder kroner, da Dansk Folkeparti meddelte, at partiet forpligter sig til at sikre en tidligere pensionsalder for nedslidte. Derefter røg der yderligere halvanden milliard, da partierne bag forsvarsforliget meddelte, at de vil hæve forsvarsudgifterne og omlægge konteringen af en række udgifter, så Danmarks forsvarsudgifter på papiret bliver 4,5 milliarder kroner højere, men reelt kun 1,5 milliard kroner.

Dermed røg der umiddelbart omkring 4,5 milliard kroner ud af det samlede økonomiske råderum, som inden de nye udgifter, var på 27,5 milliarder kroner ifølge den seneste opgørelse fra august 2018.

“Dyr dag for statskassen. Differentieret (lavere) pensionsalder og øgede forsvarsudgifter. Råderummet får hurtigt ben at gå på…og valgkampen er end ikke startet,” lød et sarkastisk tweet fra tidligere cheføkonom Steen Bocian, der nu er kommentator på Børsen.

Socialdemokratiet har dog varslet, at partiet vil finansiere den nye tidlige pension med nye skatter på de mest velhavende og på finanssektoren, og det vil i givet fald lette presset på det økonomiske råderum.

Det økonomiske råderum er af Finansministeriet defineret som “et mål for hvor meget plads, der er til nye politiske initiativer på skatte- og udgiftsområdet, herunder realvækst i det offentlige forbrug eller andre politiske initiativer, inden for målet om strukturel balance i 2025.”

Politikerne bruger løbende af råderummet – eksempelvis er udskydelsen af de nye ejendomsvurderinger ikke indregnet endnu. Med de nye forsvarsudgifter og den lavere pensionsalder vil råderummet nu formentligt lande omkring 25-26 milliarder kroner, hvis en tidligere pensionering finansieres af nye skatter. I modsat fald nærmer råderummet sig de 23 milliarder kroner.

Og det er faktisk kritisk lavt, hvis de offentlige udgifter skal følge med den demografiske udvikling.

Så sent som i december oplyste Finansministeriet i et svar til Folketinget, at de øgede offentlige udgifter på grund af det demografiske træk vil beløbe sig til mellem 19,5 og 27 milliarder kroner, afhængig af i hvilket omfang man indregner såkaldt sund aldring.

Uddrag af skema fra svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 103 (L 1 – § 7. Finansministeriet) af 14. december 2018 stillet efter ønske fra Rune Lund (EL)

Nye data fra såvel VIVE som Sundhedsstyrelsen har i rapporter fra december og januar peget på, at den sunde aldrig formentligt er mindre en forventet, og holder det stik, vil udgiftspresset formentligt ligge et sted mellem 23,5 (delvis sund aldring) og de 27 (ved ingen sund aldring).

To ting som ikke er regnet ind

Der er to væsentlige ting, som ikke er regnet ind i det økonomiske råderum: Nye effektiviseringer af den offentlige sektor og det konstante pres for serviceforbedringer og til dels skattelettelser.

Med gårsdagens indhug i det økonomiske råderum kan man altså populært sagt sige, at det nu er kritisk, om råderummet overhovedet kan dække det demografiske træk. Dermed skal alle nye serviceforbedringer og f.eks. betaling for nye behandlinger i sundhedsvæsenet finansiereres enten gennem nye effektiviseringer eller skatteforhøjelser. Hvis der også skal være råd til skattelettelser, så skal der yderligere blus på effektiviseringen af den offentlige sektor.

Uanset hvem der vinder valget, så varsler det stadig mindre råderum om store politiske udfordringer for en kommende finansminister, der nødvendigvis må se kritisk på ethvert udgiftskrævende forslag.

Socialdemokratiet kan derudover få svært ved at indfri de mange forventninger om, at paritet ruller besparelser tilbage og friholder den offentlige sektor for nye effektiviseringskrav.

En borgerlig finansminister vil få sværere ved at gennemføre selv små lettelser af skatter og afgifter.