Socialdemokratiet forsøger at presse DF til at give 71 kommuner 2,2 milliarder kroner

Magnus Heunicke (S) vil presse DF til at give 71kommuner 2,2 milliarder i kompensation. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Socialdemokratiet gør et nyt forsøg på at presse Dansk Folkeparti til at give 71 kommuner 2,2 milliarder kroner i kompensation for tabt udligning i 2017 og 2018 på grund af mangelfuld statistik om udlændinges uddannelse.

Af Arne Ullum, [email protected]

Socialdemokratiet forsøger at presse Dansk Folkeparti til at støtte et krav om en kompensation på 2,2 milliarder kroner til de 71 kommuner, som har tabt penge på grund af en mangelfuld statistik for udlændinges uddannelse. Men lykkes det ikke, vil Socialdemokratiets kommunalordfører Magnus Heunicke ikke garantere, at partiet vil gennemføre kompensationen efter det forestående folketingsvalg.

“Vores mål er at presse regeringen til at indkalde til forhandlinger for at få vedtaget kompensationen nu. De ramte kommuner skal bruge de her midler til at redde deres 2020-budget, og det ser jo ikke ud til at valget kommer lige nu,” siger Magnus Heunicke til NB-Økonomi. “Hvis vi venter til efter et valg, så er jeg bange for at presset letter og det skal ikke lette. Det pres, vi har nu, skal fastholdes, så vi forhåbentligt får DF med. De siger jo de rigtige ting, nu skal de også bare handle.”

Dansk Folkepartis kommunalordfører Susanne Eilersen afviste ikke en kompensation på en høring i Folketinget i går, men partiet vil afvente et svar fra regeringen om de økonomiske konsekvenser.

Da 27 primært hovedstadskommuner fik en tilsvarende kompensation for, at de fremadrettet ville miste penge på grund af den nye statistik, blev den lavet som en såkaldt finansiel transaktion, som ikke belaster saldoen på den offentlige saldo. Alligevel ville Eilersen ikke konkludere noget, før hun har set svaret fra regeringen.

Når pengene gives som en finansiel transaktion, så vil en eventuel kompensation ikke udvide den samlede serviceramme for kommunerne. Det betyder, at andre kommuner i givet fald skal reducere deres forbrug, hvis de 71 kommuner skal kunne bruge pengene til at reducere besparelser.

Men borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt Kommune lovede i går politikerne, at de hårdeste ramte kommuner “sagtens” kunne bruge pengene på trods af de stramme rammer i udgiftslofterne.

Magnus Heunicke begrunder sin manglende vilje til, at sige noget håndfast om kompensationens skæbne efter et valg med, at såfremt Socialdemokratiet vinder valget, så vil der komme en større omlægning af den kommunale økonomi.

“Men det er vores politik, at den skal indføres,” siger han blot.