Aalborgs spritfabrik i en alkoholfri version

Del artiklen:
Spritfabrikken er tegnet af arkitekt Alfred Cock-Clausen og opført 1929-31. Fremtidens version af området er lavet af Henning Larsen Architects.
Aalborg Kommune giver 25 millioner kroner til, at den gamle spritfabrik kan blive forvandlet til et nyt bykvarter, og til at den fredede værkstedsbygning og kedelhallen transformeres til et moderne kunstcenter. Herudover kommer 180 millioner kroner fra fonde.

Lene Vind, [email protected]

I mere end 80 år er der blevet produceret snaps på havnen i Aalborg, og byen var i mange år synonym med produktionen på De Danske Spritfabrikker. I 2015 sluttede produktionen og bygningerne blev fredet. Nu skal området, der ligger helt ned til Limfjorden, transformeres til en kreativ og bæredygtig bydel med et nyt internationalt kunstcenter ”Artcenter Spritten” og ikke mindst et spektakulært kunstværk ”Cloud City” af den argentinske kunstner Tomas Saraceno.

Den gamle spritfabrik er det største sammenhængende fredede industrianlæg i landet, og nu skal det smeltes sammen med Artcenter Spritten, som det nye udstillingscenter kommer til at hedde. Fem udvalgte rådgiverteams skal inden 28. marts 2019 give et bud på byggeriet af centeret, som ialt skal være på 3.200 kvadratmeter, hvoraf de 1.000 er en tilbygning til de eksisterende fredede bygninger. Forslagene skal indeholde en helhedsplan for blandt andet byrummet omkring det nye kunstcenter – og klimatilpasning mod Limfjorden.

”Transformationen af spritfabrikken har potentiale til at blive en af de mest banebrydende urbaniseringer i Nordeuropa i nyere tid. Der er tale om et helt nyt kreativt kvarter, hvor kunst og hverdagsliv smelter sammen og løfter en bydel til nye højder”, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Det endelige vinderprojekt forventes at blive offentliggjort i slutningen af 2019. De forhåndsinviterede teams er følgende arkitektfirmaer som hovedrådgivere: BIG Architect, PRAKSIS ARKITEKTER, Bertelsen & Scheving Arkitekter ApS, Schmidt Hammer Lassen Architects k/s og SNØHÆTTA, Norge.

Renoveringsprojekt og nybyggeri bekostes af Aalborg Kommune og Foreningen Realdania med henholdsvis 25 og 80 millioner kroner. Det store kunstværk, som vil knejse midt i området, koster 100 millioner kroner. Købet bliver finansieret af Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Spar Nord Fonden, Entreprenør A. Enggaard, Augustinus Fonden, Salling Fondene og Wagner Ejendom.