Regioner overvejer at tage ambulancedriften fra Falck

Afsløringen af Falcks ulovlige metoder over for den hollandske konkurrent Bios får nu flere regionsrådsformand til at overveje, hvorvidt man skal hjemtage ambulancedriften.

Det skriver DR Nyheder.

– Jeg er rystet over, hvad Falck har gjort i den her sag, siger formand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S).

– Det giver en masse tanker, fordi Falck er en enormt vigtig samarbejdspartner for os.

Han overvejer på den baggrund at følge i fodsporene på Region Syddanmark. Det er den eneste region i landet, der ikke bruger Falck.

Ud over Region Sjælland overvejer også Region Midtjylland og Region Nordjylland at gøre det samme, skriver DR Nyheder.

I Region Sjælland løber kontrakten med Falck frem til 2024. Men allerede om et år er der mulighed for at stoppe samarbejdet, siger Heino Knudsen.

I en intern rapport skønner Danske Regioner, at man samlet set betaler op mod ti procent for meget for ambulancedriften på grund af manglende konkurrence.

Onsdag i sidste uge afgjorde Konkurrencerådet, at Falck handlede ulovligt i forsøget på at holde hollandske Bios ude af det danske marked. Det har ført til en politianmeldelse af Falck.

Falck stod blandt andet bag spin, negativ omtale i pressen og en kampagne på sociale medier mod Bios, der aldrig fik fodfæste på markedet.

Bios gik konkurs i 2016.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har efter Falck-skandalen udtalt, at hun vil have strammet lovgivningen, så det offentlige kan ophæve en kontrakt med en virksomhed, der er dømt for lovbrud.

/ritzau/

Del artiklen: