Esbjerg vil kræve millionbeløb tilbage efter afdækning af registreringsfejl i KMF

Del artiklen:
Når en patient blev indlagt på Nordvestjysk Sygehus i Esbjerg blev langt flere end andre steder registreret som indlagt, og det har udløste store ekstraregninger til fem vestjyske kommuner. Nu kræver Esbjerg Kommune pengene betalt tilbage. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016)
Esbjerg Kommune kræver tilbagebetaling af et formentligt større tocifret millionbeløb fra Region Syddanmark efter at regionen har erkendt, at kommunen sammen med fire andre vestjyske kommuner har betalt for meget i kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet på grund af uklarhed i registreringen af indlæggelser.

Af Arne Ullum, [email protected]

Esbjerg Kommune vil kræve et foreløbigt ukendt milllionbeløb tilbagebetalt fra Region Syddanmark efter NB-Økonomi i går kunne fortælle, at kommunen sammen med fire andre vestjyske kommuner har betalt for meget i kommunal medfinansiering på grund af en anderledes registreringspraksis på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg end på de øvrige sygehuse i regionen.

“Hvis man har opkrævet for meget i medfinansering, så har vi da som kommune en forventning om, at man retter forholdet og tilbagebetaler midlerne til Esbjerg Kommune,” siger direktør for sundhed og omsorg Arne Nikolajsen efter at have læst det samlede svar fra Region Syddanmark på baggrund af en række artikler i NB-Økonomi om effekterne af en forskellig registreringspraksis for indlæggelser på sygehusene i Region Syddanmark.

Læs også:
Region bekræfter, at mindst fem kommuner har betalt overpris for sundhed på grund af uklare registreringer

Det er i øjeblikket uklart, om og hvor mange andre kommuner rundt i landet, der på samme måde har været ramt af uensartede registreringer af indlæggelser og ambulante behandlinger. Region Syddanmark har oplyst til NB-Økonomi, at den praksis, som Sydvestjysk Sygehus fulgte frem til 2017, ”formodentlig stadig [er] praksis flere steder i landet.”

“Jeg vidste ikke, at det var så tilfældigt. Jeg vidste, at vi havde svært ved at gennemskue, hvad vi egentligt betalte for, men at det var så tilfældigt, at en registreringspraksis lige præcis på det her område kan medføre ret store beløb – det havde jeg ikke et billede af,” siger Arne Nikolajsen.

Vil ikke udelukke, at kommunen har tabt helt op til 30 millioner kroner om året

Hverken Region Syddanmark eller Esbjerg Kommune har noget klart billede af, hvor mange millioner kommunen har betalt for meget i hvert af årene frem til 2017, hvor regionen sikrede ensartet registrering af indlæggelser på sygehusene.

Men det fremgår af data, at kommunens antal af såkaldte forebyggelige indlæggelser faldt med cirka 50 procent efter at regionen ændrede registreringspraksis. Og da prisforskellen mellem en indlæggelse og en ambulant behandling var meget høj frem til og med 2017, så vil Arne Nikolajsen ikke udelukke, at kommunen kan have betalt både 10, 20 eller 30 millioner kroner for meget om året.

“Jeg vil ikke ikke udelukke, at det kan være i den størrelsesorden, men vi ved det simplethen ikke. Men jeg kan se, at der er ret stor forskel på, om man har registeret en ambulant behandling eller en indlæggelse, når jeg kigger på taksterne tilbage i tiden,” siger han.

Dybt kritisabelt at betaling ikke er styret af objektive kriterier

På trods af den dramatiske effekt for antallet af registrerede indlæggelser for fem vestjyske kommuner, så afviser Region Syddanmark, at der er tale om en fejl. Det skyldes, at de centrale regningslinjer fra Sundhedsdatastyrelsen i følge regionen var så uklare, at det reelt var et subjektivt skøn, om en patient på akutmodtagelsen blev behandlet som ambulant eller som indlagt.

“Jeg syntes det er dybt kritisabelt, at det ikke foregår på objektive kriterier, så man kan gennemskue det, og se hvad man skal betale,” siger direktøren.

Han vil nu sætte kommunens medarbejdere i gang med vurdere effekten af den alternative registreringspraksis på Sydvestjysk Sygehus, og derefter drøfte sagen med kommunens borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V). Han klagede allerede før jul, som en af de første borgmestre, der klagede til sundhedsministeren, over manglende gennemskuelighed i regningerne for den kommunale medfinansiering.