Her er socialudvalgsformanden, som fandt fejl i hospitalsdata

Socialdudvalgsformand Henning Sørensen (V) på Mors brugte sin erfaring som Falckmand og en gang sund jysk fornuft, da han som den første gennemskuede, at en registreringsfejl på Thisted Sygehus årligt kostede kommunen et millionbeløb i ekstra kommunal medfinansering af sundhedsvæsenet.

Han er tidligere Falck-mand og kalder sig selv en bonderøv. Men læs her, hvordan socialudvalgsformand Henning Sørensen på Mors som den første gennemskuede, at der var grundlæggende fejl i data bag den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet.

Af Arne Ullum, [email protected]

Der er en bestemt årsag til, at Region Nord blev tvunget til at ændre registreringen af patienter på Thisted Sygehus, og han hedder Henning Sørensen. Udover at være socialudvalgsformand i Morsø Kommune er han også tidligere Falckmand. Og indsigten fra det job skulle vise sig at være ganske værdifuld for skatteyderne i Morsø.

Hele affæren begyndte en dag, da Henning Sørensen læste en opgørelse som viste, at mens Aalborg Kommune havde omkring 67 indlæggelser pr. 1.000 borgere, så havde Thisted og Morsø næsten det dobbelte. Det stemte slet ikke med den viden, som Henning Sørensen havde fra sit Falckjob.

“På et møde med direktøren for Thisted Sygehus sagde jeg, at der er noget, som er rablende galt. Det kan da ikke passe, at vi ligger så meget over. I første omgang ville de ikke rigtigt indrømme det, men så viste det sig efterfølgende, at der var nogen af vores ambulante behandlinger, som blev registreret som indlæggelser,” siger Henning Sørensen.

En hurtig hovedregning fortalte Henning Sørensen, at den lille detalje kostede den relativ fattige ø-kommune rigtig mange penge.

“Det er jo klart, at hvis vi har ambulante behandlinger, der bliver registreret som indlæggelser, så bliver vi bonnet næsten 15.000 kroner istedet for omkring 1500 kroner for en ambulant indlæggelse,” siger socialudvalgsformanden.

Har kostet Morsø mellem 3,4 og 9,4 millioner kroner om året

Det har ikke været muligt at efterberegne, hvor meget kommunen har betalt for meget til den kommunale medfinansering. Et regnestykke siger 3,4 millioner kroner om året og et andet 9,4 millioner kroner.

Henning Sørensen siger, at han “er ret sikker” på, at det samlet beløber sig til omkring 25 millioner kroner i de senest tre år med den misvisende registrering. Penge som kommunen forgæves har kæmpet for at få betalt tilbage.

“Det er fuldstændigt rabkende galt, at det kan ske. At det er sådan en bonderøv som mig, der skal finde ud af, at der er en fejlregistrering – det er under al kritik,” siger socialudvalgsformanden.

Han ser det samtidig som det endegyldige bevis for, at hele grundideen med systemet har fejlet, nemlig at kommunerne skulle have et incitament til at undgå forebyggelige indlæggelser.

“Når vi får regninger i forbindelse med medfinansieringen, hvor vi ikke kan se, hvad vi betaler for, så er det jo helt umuligt at se for os, hvor det er, vi skal sætte ind for at undgå nogle indlæggelser. Det er et kæmpeproblem,” siger han.