Borgmester ser frem til Billund som trafikalt smørhul

Regeringens trafikudspil opfylder Billund-borgmester Ib Kristensens ønsker om både jernbaneforbindelse til Vejle og en ny midtjysk motorvej. (Arkivfoto).
Fotograf: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Billund kan blive et trafikalt smørhul, hvis regeringens plan for investeringer på trafikområdet bliver til virkelighed.

– Set fra Billund Kommunes side ser det ganske fornuftigt ud, siger borgmester Ib Kristensen (V), efter at regeringen har fremlagt sin plan for milliardinvesteringer i veje og tog.

Planen afsætter blandt andet penge til første etape af en ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Give samt en jernbaneforbindelse mellem Vejle og Billund.

– Der er det, vi havde ønsket os. Man har banen fra Vejle til Billund med, og man har den midtjyske motorvej med. Vi kunne nok ikke have ønsket os mere, siger Ib Kristensen.

Vejdirektoratet er i øjeblikket i gang med at undersøge to mulige linjeføringer for den nye motorvejs forløb mellem Haderslev og Give.

Det ene forløb går øst om Billund, det andet vest om byen.

– Vi har selvfølgelig en favorit, men det væsentligste er, at vi får den midtjyske motorvej, siger Ib Kristensen.

Jernbanen mellem Vejle og Billund er et andet stort ønske fra den sydjyske kommune.

– Vi har jo Danmarks næststørste lufthavn, og det er nok en af de eneste lufthavne i verden uden en jernbaneforbindelse.

– Så det vil betyde utroligt meget at få den forbindelse, og det vil tilgodese både lufthavn, turisme og erhvervslivet i vores kommune, siger borgmesteren.

Selv om Billund tilgodeses i trafikaftalen, er det dog for tidligt at lade champagnepropperne springe:

– Vi ved jo godt, at der er størst sandsynlighed for, at noget gennemføres, hvis der laves et bredt forlig om det. Så jeg håber, at udspillet vil danne udgangspunkt for et bredt forlig, siger Ib Kristensen.

/ritzau/