Otte kommuner får 5,5 mio. kroner til at give børn en god kulturstart

Foto: Hellehove.dk

For at få mere kunst og kultur af høj kvalitet ind i små børns hverdag, har Kulturministeriet afsat i alt 6,25 millioner kroner til initiativet ’En tidlig kulturstart’, som løber i perioden 2019 til 2021. Her er de otte projekter, som nu får støtte.

Lene Vind, [email protected]

Små børn er som væksthuse med spirende ideer og evner, derfor skal de vandes og gødes, og det vil de blive i projektet ‘Kunst-Gødning’ i Nordjylland, som er et af de projekter, der nu får støtte.

Mere end 6.500 børn mellem 0 og 5 år over hele Danmark deltager i de nye projekter, der skal give dem en god start på kulturlivet.  Initiativet ’En tidlig kulturstart’ er en del af Kulturministeriets indsats på børne- og ungeområdet, der går ud på at forbedre samarbejdet med kommuner og kulturinstitutioner.

Igennem initiativet ’En tidlig kulturstart’, som er initieret af kulturminister Mette Bock, bliver der nu uddelt 5,5 millioner kroner til otte nye projekter fra Jammerbugt til Aabenraa og fra Holstebro til Helsingør. Her har kommuner, kulturinstitutioner og professionshøjskoler fundet sammen i nye og lærerige partnerskaber, som i de næste to år sætter fokus på de første møder mellem barn og kultur.

Her er de otte projekter, som får støtte:

• Helsingør kommune, ’Kulturbørn 0-6 år’, 565.000 kroner.
• Holstebro kommune, ’Teatermøder i børnehøjde – kultur for og med børn i daginstitutioner’, 551.000 kroner.
• Sorø kommune, ’Slaraffen – en børnekulturel dannelsesrejse’, 896.400 kroner.
• Viborg kommune, ’KulturSpor i daginstitutioner’, 622.000 kroner.
• University College Syddanmark, Sønderborg kommune, Tønder kommune, Haderslev kommune og Aabenraa kommune, ’Impuls og fordybelse – børns kulturelle indtryk og udtryk i dagtilbud’, 1.021.000 kroner.
• Lolland kommune og Guldborgsund kommune, ’Klar, parat, kultur fra start’, 834.800 kroner.
• Fredericia kommune, ’Nye Kunst- og kulturspor i dagtilbud’, 504.900 kroner.
• Vesthimmerlands kommune, Jammerbugt kommune og Mariagerfjord kommune, ’Kunst-gødning’, 529.400 kroner.
Følg dette link for at læse om indholdet af de otte projekter.

Baggrunden for initiativet

Kulturministeriet kortlagde i 2016, hvordan det står til med børns møde med kunst og kultur i dagtilbud, og konklusionen var, at der er plads til forbedringer hvad angår kvaliteten, kompetencerne og antallet af møder med kunst og kultur. Derfor har tre professionshøjskoler i et samarbejde med dagtilbud og kulturinstitutioner arbejdet på, hvordan man kan kvalitets- og langtidssikre børns møde med kunst og kultur i dagtilbud via lærende partnerskaber – kaldet KULT-projektet. Erfaringen fra projektet danner baggrund for puljen til en tidlig kulturstart.

I pressematerialet fra Kulturministeriet hedder det, at puljens formål er at bidrage til:

  • At øge antallet af og kvaliteten af kunst- og kulturmøder, der er målrettet børn i dagtilbud.
  • At skabe nye varige samarbejder og lærende partnerskaber med dagtilbud.
  • At udvikle nye og udbygge eksisterende strategier og planer for børns møde med kunst og kultur i dagtilbud.

Partnerskaberne kan for eksempel være mellem dagtilbud, kommunale forvaltninger, kulturinstitutioner (fx museer, musik- og kulturskoler og biblioteker), uddannelses- og forskningsinstitutioner og civilsamfund. Civilsamfund forstås i sammenhæng med initiativet som foreninger, klubber, organisationer, almennyttige fonde og andre repræsentanter for kunst og kultur, der ikke er statslige eller baseret på kommercielle markedskræfter.

Ministeriet definerer et lærende partnerskab som “et ligeværdigt samarbejde, hvor man gensidigt ønsker at udvikle kompetencer og praksis hos alle aktørerne ved, at man kontinuerligt deler viden og læring. Ligeværdighed opstår ved, at alle partner bidrager aktivt, når man udvikler, implementerer og forankrer projekter.”

Der er afsat i alt 6,25 millioner kroner til initiativet, som består af den aktuelle pulje og aktiviteter i forbindelse med national koordinering af videndeling og netværk i perioden 2019 til 2021.