Regeringen og DF vil forlænge nordsjællandske motorveje

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale til over 100 milliarder kroner for infrastrukturen. (Arkivfoto).
Fotograf: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om en aftale om infrastrukturen.

Den præsenteres klokken ti. Men TV2 Lorry erfarer, at aftalen blandt andet betyder flere milliarder kroner til en forlængelse af både Hillerød- og Frederikssundmotorvejen.

Ifølge TV2 Lorry sikrer aftalen 3,4 milliarder kroner til en forlængelse af Frederikssundmotorvejen og yderligere en milliard kroner til en forlængelse af Hillerødmotorvejen. Byggerierne skal gennemføres fra 2021 til 2030.

Regeringen og støttepartiet er blevet enige om en aftale til over 100 milliarder kroner. Det fremgår af aftaleteksten. Fokus vil være på vejnettet.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der ligeledes enighed om, at der kommer tog fra Vejle til Billund. Desuden kan nordjyderne se frem til en tredje Limfjordsforbindelse.

Aftalen er faldet på plads, kort tid efter at DF har erklæret sig klar til at droppe aftalen med rød blok i folketinget om Togfonden.

Den skal ellers sikre, at togpassagerer kun skal bruge en time på at komme frem mellem hver af Danmarks fire store byer.

I finanslovaftalen for 2019 mellem regeringen og DF blev parterne enige om at drøfte langsigtede investeringer frem til 2030 for infrastrukturen.

Der står blandt andet:

– Unødig trængsel skal minimeres, og det skal være let at komme på arbejde eller fragte varer, uanset hvor man bor eller driver virksomhed i Danmark.

– Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om at drøfte en fortsat udvikling af infrastrukturen efter 2020.

– Parterne er enige om, at fremtidige infrastrukturprojekter skal understøtte en høj mobilitet, et sammenhængende Danmark og give større vægt til forbedring af kapaciteten og vedligeholdelsen af det danske vejnet.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), finansminister Kristian Jensen (V) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) præsenterer aftalen klokken ti.

/ritzau/