Danmark skal være førende inden for kunstig intelligens

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have en ansvarlig digital fremtid i Danmark.
Fotograf: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Allerede i dag er kunstig intelligens en del af de fleste danskeres hverdag. Det bruges nemlig i apps, søgemaskiner og til billedgenkendelse.

Danmark har et godt udgangspunkt, lyder det fra regeringen, som torsdag præsenterer en strategi for kunstig intelligens på et topmøde.

Men andre lande rykker hurtigt på den digitale dagsorden, og Danmark skal rykke med.

– Vi skal være sammen om en ansvarlig digital fremtid i Danmark. Vi skal være kloge nok til ikke at lade os bruge af teknologien, men bruge teknologien klogt, siger Lars Løkke Rasmussen i en tale, da han indleder topmødet.

Med strategien National strategi for kunstig intelligens sætter regeringen fire sigtelinjer for, hvordan Danmark skal gå forrest med udvikling og anvendelse af kunstig intelligens.

Der er afsat 60 millioner kroner til de nye initiativer i strategien.

Blandt andet ser regeringen gerne, at Danmark får et fælles etisk grundlag for kunstig intelligens.

Det betyder, at kunstig intelligens skal udvikles inden for lovgivning og samtidig med respekt for borgernes rettigheder.

– Virksomhederne skal tjene penge, borgerne skal have et privatliv, der er jura og rimelighed, og vi skal finde en balance, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han trækker eksempel frem. Den seneste uge har der været meget debat om Den Digitale Prøvevagt, som skal afsløre gymnasieelever, hvis de snyder til eksamen.

– Der er hensynet til eleverne på den ene side og den rimelige ambition om, at snyderi til eksamen skal forhindres. Et konkret dilemma, som vi slås med, siger statsministeren.

– Eller tag det fortærskede eksempel med den selvkørende bil: Hvem skal den redde, og hvad skal den programmeres til? Det er nogle helt grundlæggende spørgsmål, som melder sig. Det er noget, vi skal tage stilling til.

I strategien lyder det derudover, at danske forskere skal forske i og udvikle kunstig intelligens, at danske virksomheder skal opnå vækst ved at udvikle og anvende kunstig intelligens, og at den offentlige sektor anvende kunstig intelligens i deres service.

/ritzau/