FAKTA: Regeringen har fire fokuspunkter for kunstig intelligens

Der er afsat 60 millioner kroner til de nye initiativer i regeringens strategi for kunstig intelligens.

Her er regeringens sigtelinjer for den danske udvikling og anvendelse af kunstig intelligens:

1. Danmark skal have et fælles etisk grundlag for kunstig intelligens med mennesket i centrum.

– Virksomheder og offentlige myndigheder skal have et stærkt fokus på dataetik. Det skal omfatte ansvarlighed, sikkerhed og gennemsigtighed i brugen af kunstig intelligens.

2. Danske forskere skal forske i og udvikle kunstig intelligens.

– Forskere i Danmark skal forske i kunstig intelligens – både grundforskning og mere anvendelsesorienteret forskning. Det skal bane vejen for, at der udvikles brugbare teknologiske løsninger til den enkelte, virksomhederne og den offentlige sektor.

3. Danske virksomheder skal opnå vækst ved at udvikle og anvende kunstig intelligens.

– Det er ambitionen, at danske virksomheder udnytter strategiens fokus på ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens i deres forretningsmodel, så det kan blive et konkurrenceparameter, såvel nationalt som internationalt.

4. Den offentlige sektor skal anvende kunstig intelligens til at tilbyde service i verdensklasse.

– Kunstig intelligens skal anvendes til at forbedre den offentlige service med udgangspunkt i borgernes behov.

Kilder: National strategi for kunstig intelligens.

/ritzau/

Del artiklen: