Danskernes koldkrigsmuseum er tæt på en realisering

Del artiklen:
Foto: Nordjyllands Historiske Museum.

Bunkeranlægget REGAN Vest er tæt på at kunne åbne som ’Danskernes Koldkrigsmuseum’ efter to fonde har bevilget ialt 40 millioner kroner til projektet, der samlet vil koste 74 mio. kroner.

Lene Vind, [email protected]

Langt inde i Rold Skov syd for Aalborg står landets bedst bevarede koldkrigsbunker. Regeringsanlægget Vestdanmark blev opført i al hemmelighed i årene 1963 – 1968 som en atombombesikker bunker. Den havde til formål at beskytte både regering, kongehus og forsvar i tilfælde af en tredje verdenskrig, så der under krigssituationer kunne være en fungerende regering. Derfor har anlægget et mere civilt præg i modsætning til de strengt militære anlæg.

Bunkeren har stået klar til netop dette formål i mere end fire årtier. I 2014 valgte Kulturstyrelsen at frede anlægget, som i dag står komplet med alt originalt interiør. Fredningen var det første skridt mod at åbne REGAN Vest for offentligheden.

”Vi har præsenteret fondene for fem spændende elementer i det nye museum, som tilsammen vil give publikum en totaloplevelse og en meget fascinerende fortælling om ikke bare Danmark, men i særdeleshed danskerne under Den Kolde Krig. At de nu vælger at støtte os med to så generøse donationer, ser vi som en fornem blåstempling af projektet”, siger en glad museumsdirektør, Lars Christian Nørbach, Nordjyllands Historiske Museum.

En unik tidslomme

REGAN Vest er bygget ind i en kridtbakke og ligger på det dybeste sted ca. 60 meter under overfladen. Anlægget består af fire betonringe, der ligger ovenpå hinanden to og to, med alt hvad der skal bruges for at holde en hverdag kørende: Køkken, lægeklinik, maskinrum m.m.

Anlægget indeholder også kommunikationsmuligheder ud af anlægget. Der var sikrede NATO- og telefonforbindelser, telex, telefax mm. Og et sendestudie, så Dronningen eller statsministeren kunne tale til befolkningen.

Bunkeren står komplet med alt originalt interiør hovedsageligt fra 1970’erne. Her fortælles for første gang historien om Den Kolde Krig, som den blev oplevet med helt almindelige danskeres øjne.

”Regeringsanlægget var i mange år en velbevaret hemmelighed, og der er en stor kulturhistorisk værdi i at genanvende og få adgang til et særligt sted, som tidligere har været helt lukket for offentligheden. Museet vil give store oplevelser til gavn for både børn og voksne, lokale og besøgende. Vi er glade for at støtte et projekt, der både giver historien og bygningsarven nyt liv,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Det nye museum består af fem elementer, hvoraf bunkeren er den primære attraktion. Formidlingen af begrebet ’Den Kolde Krig’ vil primært ske i en ny udstillingsbygning, der foruden udstillinger og publikumsfaciliteter også rummer et læringscenter til de ældste skoleklasser. Et fjerde element er parcelhuset foran bunkeren, hvor anlæggets tilsynsførende boede med sin familie. Villaen indrettes, som den så ud i 1980’erne.

“Den Kolde Krig spiller en væsentlig rolle i forhold til nutidens udenrigspolitik og internationale spændinger – men den er tit vanskelig at forstå. Her kan REGAN Vest bidrage til en håndgribelig formidling af konflikten, som satte sit præg på flere årtiers Verdenshistorie. Samtidig er den nyeste historie afgørende at få bevaret, helt på linje med ældre kulturarv som fonden også støtter”, siger Frank Rechendorff Møller, direktør i Augustinus Fonden.

Tæt på realisering

I alt skal Nordjyllands Historiske Museum bruge 74 mio. kroner for at realisere planerne, og efter museet i december sidste år fik en anlægsbevilling på 20 mio. kroner på finansloven, har man intensiveret arbejdet med fondsansøgninger. Det har nu båret frugt i form af de to store fondsdonationer. Hertil kommer bevillinger på 5 mio. kroner fra Rebild Kommune og 4 mio. kroner fra Aalborg Kommune samt 1,2 mio. kroner fra Region Nordjyllands Vækst Forum. Således er man nu oppe på i alt 70,2 ud af de 74 mio. kroner, realiseringen af projektet koster.

”Jeg kan virkelig se lys for enden af tunnelen. For hver dag der går, rykker vi tættere på at kunne fastsætte en åbningsdato”, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach, som nu glæder sig til at høre fra de sidste fonde, museet er i dialog med.

 Som det ser ud nu, forventes de første gæster at blive budt velkommen i efteråret 2021.

Projektet er beskrevet på Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside.