KL formand: Svært at overholde anlægsrammer når livremmen er spændt så meget ind

Del artiklen:
KL-formand Jacob Bundsgaard siger, at for stramme anlægsrammer, som er årsagen til, at kommunerne i 2018 har overskredet med cirka to milliarder kroner. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Det er vigtigt for KL, at kommunerne overholder de aftaler, som foreningen indgår med regeringen. Men årsagen til, at kommunerne ifølge de foreløbige regnskabstal har overskredet anlægsrammen med to milliarder kroner, er ifølge KL-formand Jacob Bundsgaard, at anlægsrammerne i årevis har været for små.

Af Arne Ullum, [email protected]

Det er for stramme anlægsrammer, som er hovedforklaringen på, at kommunerne ifølge de foreløbige regnskabstal har overskredet anlægsrammen med omkring to milliarder kroner, siger KL-formand Jacob Bundsgaard.

“Det er vigtigt for os, at regeringen kan indgå en aftale med os, som vi så også overholder. Men jeg må bare sige, at det er umådeligt svært, når man har spændt livremmen så meget ind, som tilfældet er ift. kommunernes anlægsinvesteringer,” siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar til de foreløbige regnskabstal.

NB-Økonomi kunne fredag fortælle, at de foreløbige regnskabstal fra Danmarks Statistik viser, at kommunerne har overskredet den aftalte anlægsramme med godt 2,2 milliarder kroner. Nye tal fra Finansministeriet viste senere fredag, at de 0,2 milliarder skyldes ekstra penge til digitalseringsfond og en pulje til læge- og sundhedshuse. Dermed er den reelle overskridelse to milliarder kroner.

Jacob Bundsgaard, påpeger dog, at de foreløbige regnskabstal skal tage med “store forbehold”, og at de endelige tal først kommer til april. I tallene for 2017 stemte de foreløbige regnskabstal dog ganske præcist med de endelige tal.

Vi har i årevis sagt, at anlægsbehovet er større

Overskridelsen på cirka to milliarder kroner er i store træk på niveau med de seneste år, men det nye er, at kommunerne i 2018 brugte næsten hele servicerammen, og dermed vil kommunerne for 2018 præstere den største samlede overskridelse af den samlede anlægs- og serviceramme siden 2009.

Men skyldes ifølge Jacob Bundsgaard føst og fremmest, at anlægsrammerne har været alt for små.

”Vi har i årevis sagt, at kommunernes anlægsbehov langt overstiger de rammer, finansministeren giver os. Og de foreløbige regnskabstal bekræfter jo bare, at kommunerne indiskutabelt har store anlægsbehov. Resultatet af de smalle rammer er et kæmpestort efterslæb på veje og bygninger. Og det efterslæb vil kun blive yderligere udfordret af, at vi får flere og flere ældre og flere små børn,” siger han.

Derfor varsler han også, at KL vil kæmpe hårdt for en større anlægsramme, når kommuneforhandlingerne for alvor går i gang om godt en måneds tid.

 ”Der er brug for investeringer, hvis vi skal kunne levere rammerne til en velfærd, som matcher borgernes forventninger og behov. Vi vil derfor i økonomiforhandlingerne slås for et helt nødvendigt løft af anlægsrammen,” siger Jacob Bundsgaard.