Kommuner taber første runde til staten i retssag om udligning

Del artiklen:
Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har givet Økonomi- og Indenrigsministeriet ret i en strid om udlevering af papirer, som advokat ville bruge til retssag mod staten.
De 18 kommuner bag en retssag om udligning mod staten har tabt den første runde til staten. Folketingets Ombudsmand giver ministerium ret i, at dokumenter i sagen ikke skal udleveres i en aktindsigt.

Af Arne Ullum, [email protected]

De 19 kommunerne bag et sagsanlæg mod staten om udligning til udlændinge uden uddannelse har tabt den første runde mod staten. Folketingets Ombudsmand har givet Økonomi- og Indenrigsministeriet medhold i, at ministeriet kan nægte de utilfredse kommuner aktindsigt i en række dokumenter om ministeriets håndtering af sagen.

Dermed kan kommunernes advokatfirma HjulmandKaptain ikke få adgang til information om, hvad ministeriets embedsmænd gjorde med en henvendelse fra Hjørring Kommune i 2014, hvor kommunen gjorde opmærksom på konsekvenserne af den fejlagtige statistik for udlændinges uddannelse.

“Efter min gennemgang af dokumenterne er jeg enig med Økonomi- og Indenrigsministeriet i, at de kan henregnes til lovgivningssagen om ændring af udligningssystemet,” skriver ombudsmanden i sin afgørelse.

Afslaget er ifølge ombudsmanden helt korrekt, fordi behandlingen af brevet fra Hjørring indgik i ministeriets forberedelser til en udligningsreform. Og da den kommunale udligning er styret af en lov, så er arbejdet med udligningsreformen lovforberedende, og dermed er akterne fritaget for aktindsigt, konkluderer ombudmanden.

Advokat: Afgørelsen underbygger retssagen

Selvom kommunerne bag retssagen har lidt nederlag, så vurderer HjulmandKaptain ifølge Hjørring Kommune, at “ombudsmandens redegørelser langt hen ad vejen er formuleret og opbygget således, at udtalelsen reelt får samme effekt som imødekommelse af aktindsigten, nemlig at Finansieringsudvalget og Økonomi- og Indenrigsministeriet har været bekendt med problemstillingen vedrørende udlændinges uddannelsesniveau.”

Advokaten henviser blandt til, at ombudsmandens afgørelse “indeholder en grundig og detaljeret beskrivelse af, at der konkret/aktuelt har været overvejelser omkring ændring i udligningssystemet.”

Retssagen går ind i sin næste fase, når advokaten formentligt inden 1. juni udtager stævning mod staten i sagen, som er meget usædvanlig, fordi det er to offentlige myndigheder, som støder ind i hinanden i en retssag.