Ny viden om kunstens rolle i samfundet

Det fællesnordiske forskningssamarbejde skal kaste nyt lys over forholdet mellem kunst og sociale fællesskaber. Foto: Astrid Dalum og KulTHYvator

11 forskningsprojekter er nu blevet udvalgt til at undersøge kunsten i sociale fællesskaber i Norden og give ny viden om den sociale betydning af kunst og kulturelle aktiviteter. Se projektoversigten her.

Lene Vind, lene@nb-okonomi.dk

Hvad sker der med nordisk poesi, når læsere og forfattere deler digtene med hinanden på festivaler og i internetfællesskaber? Kan Street Dance virkelig overskride kløfter mellem generationer og kulturer? Og hvilken betydning har kunstens æstetiske virkemidler for organisering af lokale fællesskaber? Det er nogle af de emner, nordiske kulturforskere skal kaste nyt lys over som led i et nyt fællesnordisk samarbejde.

I alt 11 forskningsprojekter er udvalgt af Norsk Kulturråd og Statens Kunstfond til at bidrage med mere viden om den sociale og samfundsmæssige værdi af musik, litteratur, teater og dans, billedkunst og festivaler i Norden. Der har været meget stor interesse for forskningsprogrammet, som også knytter en tættere forbindelse mellem de statslige kunststøttesystemet i Danmark og Norge og imellem nordiske forskningsmiljøer.

”Det er en stor styrke ved forskningsprogrammet, at det forankres i forskellige forskningstraditioner og -miljøer inden for humaniora, samfundsvidenskab og økonomi. Det er med til at gøre den relevant både for kultursektoren, politikerne og for forskningsmiljøerne,” udtaler formand for Statens Kunstfonds bestyrelse, Michael Bojesen i en pressemeddelelse om forskningsprogrammet.

“Jo mere man ved om kunstens rolle i samfundet og dens betydning for etablering af sociale fællesskaber des bedre kan man løfte samtalen om kunsten og bidrage til den kulturpolitiske debat og de kulturpolitiske prioriteringer.”

Kunst og sociale fællesskaber

De støttede projekter udforsker, hvordan kunsten fungerer i samfundet og omhandler følgende temaer:

Kunsts offentlige side: Forsamlinger og fællesskabsdannelser omkring kunst og kulturaktiviteter. Hvordan kunst som udgangspunkt for oplevelse, indsigt og kritik skaber og bidrager til at opretholde og udvikle fællesskab.
Kunst som infrastruktur: Undersøgelser af hvordan kunst skaber relationer og former processer i samfundet, hvordan kunst er grundlag for dissens og virker via konflikter og forhandlinger.
Kunsts effekt og betydning på samfundsniveau: Undersøgelser af effekter af kunst og kulturaktiviteter for intentionelle og ikke-intentionelle brugere. Undersøgelse af kunsts ikke-markedsomsatte værdier.

Følgende projekter har fået støtte via forskningsprogrammet:

Nordisk poesi og sociale fællesskaber.
Participatory aestethic practices in a Norwegian street dance collective.
Sang i barnehage/skole og sosiale fellesskap.
Æstetisk organisering af fællesskaber.
Synlighed, Oprejsning, Udsyn. Kunst som fællesskabende i grønlandske byer og bygder.
Borgernær kunst og sociale fællesskaber i udsatte boligområder.
Uenighetsdramaturgier – Fellesskap og dissens i nordisk samtidsteater.
Sammen i Musikken – fri improvisation som en unik social begivenhed?
Fellesskapte forståelser av fellesskap.
Musik som social intervention. En undersøgelse af musikalsk socialitet i musikaktiviteter for udsatte børn og unge.
Okta: Kunst og friksjonsfylte fellesskap i Sápmi.

Projektbeskrivelser og info om de ansvarlige forskere findes på Statens Kunstfonds hjemmeside.

Programmets aktiviteter og resultater formidles i form af publikationer, seminarer, konferencer m.m.