Ny VIVE analyse modsiger beregning af socioøkonomisk behov i udligningen

Del artiklen:
Ny analyse fra VIVE af kommunernes udgifter til offentlig forsørgelse sætter stort spørgsmålstegn ved udregningen af den kommunale udligning. VIVEs tal indikerer, at en række kommuner alene på grund af udregningen af det socioøkonomiske udgiftsbehov får næsten fem procent ekstra i udligning. Og så har andre kommuner fået tilsvarende mindre.

Af Arne Ullum, [email protected]

Der er en markant forskel i vurderingen af det socioøkonomiske udgiftsbehov, hvis man sammenligner en ny analyse af kommunernes udgifter til overførselsindkomster fra VIVE med den officielle udregning af kommunernes sociale udfordringer i det kommunale udligningssystem.

Ifølge VIVE har fem af de største bykommuner i Danmark et udgiftsbehov til overførselsindkomster, som i 2017 var 96,2 procent af landsgennemsnittet, mens de samme kommuner ifølge det socioøkonomiske indeks udregnet af Økonomi- og Indenrigsministeriet har et udgiftsbehov, som er 110 procent af landsgennemsnittet. Det svarer til, at det socioøkonomiske indeks i udligningssystemet giver de fem kommuner et udgiftsbehov, som er godt 14 procent større end VIVE.

Tallene i grafen er et vægtet gennemsnit for København, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers Kommuner.

Tallene stammer fra en analyse, som VIVE netop har offentliggjort om udgifter til overførselsindkomster i Aarhus Kommune, og derfor er Aarhus trukket ud af tallene for de såkaldt 6-byer.

Billedet er det samme, men mindre markant for Aarhus Kommune, der i følge VIVE-analysen har et udgiftsbehov, som er 91,3 procent af landsgennemsnittet ligesom resten af 6-byerne, og 101 procent ifølge det socioøkonomiske indeks bag udligningen. Det svarer kun til en forskel på godt 10 procent.

Socioøkonomiske indeks dækker et bredere område

NB-Økonomi har talt med to eksperter på området, som ikke ønsker at blande sig i debatten om den kommunale udligning. Men de peger begge på, at uanset at der formentligt er en tæt sammenhæng mellem en kommunes udgifter til overførselsindkomster og udgifterne til andre sociale forhold, så er der også forskelle.

Det socioøkonomiske indeks i udligningen skal udligne forskellen i alle de udgifter, som kommunerne har på grund af borgernes socioøkonomiske forhold. Det gælder alt fra anbringelse af børn til udgifter til ældre med lungesygdommen KOL.

Ikke desto mindre er det påfaldende, at de to analysemetoder når frem til at så forskellige billeder af de sociale problemer i de enkelte kommuner.

Socioøkonomiske indeks fordeler en tredjedel af tilskud og udligning

Det kommunale udlignings- og tilskudssystem er bygget sådan op, at en tredjedel af det samlede udgiftsbehov, svarende til cirka 120 milliarder kroner om året, fordeles på baggrund af det socioøkonomiske indeks.

Lidt firkantet sagt betyder det, at de fem store kommuner eksempelvis får knapt fem procent mere i udgiftsbehov (en tredjedel af de 14 procent), når man bruger det socioøkonomiske indeks sammenlignet med en situation, hvor man brugte VIVEs tal.

De fleste kommuner får dækket op imod 93 procent af deres marginale udgiftsbehov af udligningen, og dermed slår forskellen i udgiftsbehovet normalt direkte igennem på de tilskud og den udligning, som kommunerne får.

Derfor når VIVE frem til andre tal

Den tekniske årsag til, at VIVE når frem til meget anderledes tal for kommunernes sociale belastning end Økonomi- og Indenrigsministeriets udligningskontor er, at der er tale om to helt forskellige matematiske metoder.

Økonomi- og Indenrigsministeriet følger loven om kommunal udligning, som siger at ministeriet skal beregne det socioøkonomsike indeks ud fra nogle kriterier, som blev fastlagt senest i 2012.

De kriterier er en blanding af en såkaldt regressionsanalyse og et politisk kompromis. Regressionsanalyserne udarbejdes lidt firkantet sagt ved, at man først finder ud af, hvordan kommunernes samlede udgifter fordeler sig på de forskellige aldersgrupper.

Derefter har man politisk vedtaget, at 33,25 procent af de udgifter er styret af socioøkonomiske forhold. Herefter forsøger eksperterne via regressionsanalyser at finde en række overordnede kriterier, som siger noget om, hvor store udgifter en kommune har på service og anlæg.

De mest oplagte kriterier er naturligvis antallet borgere i de enkelte aldersgrupper, og derudover har man fundet 14 socioøkonomiske kriterier, som samlet betyder, at man rimeligt præcist rammer en gennemsnitskommunes udgifter.

VIVE går den modsatte vej, og tager udgangspunkt i detaljerede oplysninger for alle borgere. Herefter har man via regressionsanalyser fundet frem til en række parametre, som er afgørende for en borger, der er på de forskellige typer af offentlig forsørgelse.

En af årsagerne til de forskellige metoder skal findes i udviklingen af computerteknologien. Ifølge en kilde med indsigt i området er det først indenfor de seneste tre-fem år, at databaserne og computerkraften har nået et niveau, hvor det er teknisk muligt at beregne på baggrund af individuelle data for alle borgere i Danmark.

 

Rettelse fredag kl 08.56: Ved en fejl var VIVEs tal for de fem store byer uden Aarhus forvekslet med tallene for Aarhus. Fejlen betyder, at forskellen mellem det socioøkonomiske indeks udregnet af Økonomi- og Indenrigsministeriets metode og VIVE’s tal for overførselsindkomster ikke er 20 procent men derimod 14 procent.

Fejlen ændrer dermed ikke artiklens hovedkonklusion, at der er en markant forskel i vurderingen af det socioøkonomiske udgiftsbehov, hvis man sammenligner en ny analyse af kommunernes udgifter til overførselsindkomster fra VIVE med den officielle udregning af kommunernes sociale udfordringer i det kommunale udligningssystem. 

NB-Økonomi beklager fejlen.