Velfærdsløfter vil kræve skattestigninger eller fortsatte effektiviseringer i den offentlige sektor

Mere hjemmehjælp, bedre pasning af handicappede, tidligere pension og lavere elafgifter - politikerne bruger løs af råderummet Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

En stribe af valgløfter om forbedring af den offentlige service er på vej til at spise råderummet op. Dermed er der ingen penge til at betale for flere børn og ældre – og den udgift skal derfor primært dækkes med fortsatte effektiviseringer. Cheføkonom frygter gentagelse af valget i 2005, hvor velfærdskapløb bragte offentlige finanser ud af kontrol.

Af Uffe Gardel, uffe@nb-medier.dk

Lavere elafgifter, tidligere pension, bedre hjælp til handicappede – det ene forslag efter det andet præger politikernes dagsorden i øjeblikket. Politikerne er måske drevet af den opfattelse, at de kan disponere over et tocifret milliardbeløb i økonomisk råderum, men råderummet er allerede godt og vel disponeret.

Det viser NB-Økonomis analyse af en række politiske udmeldinger fra de seneste måneder.

Samtidig siger CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, at de mange udgiftskrævende forslag får ham til at frygte for en situation som ved valget i 2005: Her blev valgkampen ført på velfærdsløfter, og året efter blev stigningstakten i det offentlige forbrug fordoblet.

Regeringens seneste beregning af råderummet blev fremlagt i Danmarks Konvergensprogram 2019 i april; da var det 21,5 milliarder kroner i 2025. Det vil dog være rimeligt at opgøre råderummet for 2030, som formentlig fra næste år vil være sluttidspunktet for regeringens fremskrivninger af råderummet. I 2030 vil råderummet udgøre 45 milliarder kroner under forudsætning af strukturel balance på de offentlige budgetter.

Ud af de 45 milliarder kroner vil det koste 39 milliarder kroner, at dække udgifterne til flere børn og ældre – det såkaldte demografiske træk.

Modsat vil fortsatte effektiviseringer på niveau med perioden 2008 til 2017 medføre et fald i udgifterne på 29 milliarder kroner. Lykkes det, vil der fortsat være et råderum vil velfærdsforbedringer eller skattelettelser på 35 milliarder kroner.

Men pengene kan kun bruges en gang – og derfor kan man se på råderummet på to måder:

  • Hvis man bruger de 35 milliarder på velfærdsløft eller skattelettelser, så skal den offentlige sektor – og det vil især sige kommunerne – fortsætte med at effektivisere i samme tempo, som det er sket fra 2007 til 2018.
  • Hvis politikerne gerne vil følge især kommunernes krav om at stoppe de mange effektiviseringer, så skal de enten stoppe med at love ny velfærd eller skattelettelser – eller også skal skatten sættes op.

Kostbare forslag

Mens der i den aktuelle valgkamp er mange løfter om bedre velfærd, så er der meget få, som taler for at fortsætte effektiviseringerne i den offentlige sektor. Og uden de effektiviseringer er der intet råderum.

”Men de 35 milliarder kroner i råderum forudsætter, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor fortsætter med at være, som den har været fra 2008 til 2017 ifølge Danmarks Statistik, nemlig 0,5 procent årligt,” siger Mads Lundby Hansen.

De 35 milliarder kroner i råderum forudsætter også, at der ikke sker nogen realforbedring overhovedet af de offentlige velfærdsydelser frem mod 2030.

Det er en tvivlsom forudsætning. Historisk har det været umuligt politisk at modsætte sig ønsker om, at et stigende velstandsniveau i samfundet også medfører stigende offentligt serviceniveau; for eksempel øges kravene til plejehjems indretning, når boligstandarden i samfundet som sådan bliver højere.  Og helt konkret har en række politiske meldinger da også de seneste måneder lagt op til nye udgifter, som vil æde af råderummet. De 35 milliarder kroner er godt på vej til at blive spist op.

Kun få forslag er endnu så konkrete, at der kan sættes en nøjagtig pris på dem. To af forslagene kan dog gøres ganske præcist op, nemlig skatteminister Karsten Lauritzens (V)regneeksempel med en nedsættelse af elafgiften, og SF’s forslag om minimumsnormeringer i dagsinstitutioner: de vil koste henholdsvis 1,7 og 1,6 milliarder kroner, og alene disse to forslag vil dermed æde en tiendedel af råderummet.

Forslag, som vil sænke den faktiske pensionsalder i forhold til det hidtil aftalte og forudsatte, kan blive de økonomisk tungeste. Men politikerne har også peget på ønsker om forbedringer på andre meget udgiftskrævende områder, nemlig de specialiserede sociale ydelser til voksne, børn og unge, der samlet koster op mod 50 milliarder kroner årligt, og hjemmehælp til ældre, hvor udgiftsrammen er 12 milliarder kroner.

Valgkamp på udgiftsløfter

Og dermed nærmer vi os en situation, hvor der ikke er meget tilbage af råderummet efter valgkampen.

”Der er desværre en risiko for, at politikerne bruger løs af råderummet under valgkampen på de forkerte ting. Statsministeren har med sit udspil sat gang i en debat om, at man fra 2040 skal forhøje pensionsalderen mindre end planlagt. Og nu kunne en kreativ politiker jo nemt spørge, hvorfor vi ikke allerede gøre det fra 2030? Men det ville være en meget stor fejl. Blot ét års tidligere pension vil koste 11 milliarder kroner,” siger CEPOS’ Mads Lundby Hansen.

”Det samme med andre udgiftskrævende forslag. Det er bekymrende, at når man kigger på de politiske meldinger for øjeblikket.  Rigtig mange vil bruge flere penge på offentligt forbrug. Jeg får mindelser om valgkampen i 2005, som var en overbudsvalgkamp, hvor Lykketoft og Fogh gik til valg på lavere daginstitutionsbetaling, og Fogh foreslog højere børnecheck. Efter valgkampen skete der en markant stigning i det offentlige forbrug.”

CEPOS foreslår, at politikerne i stedet bruger råderummet til at sænke skatterne, hvilket vil hjælpe på den lave økonomiske vækst.

”Danmark har det næsthøjeste offentlige forbrug i OECD. Det er ikke penge den offentlige sektor mangler, men effektivitet. I stedet for højere offentlige udgifter burde man øremærke råderummet til udfordringerne for vores samfund. For eksempel er den økonomiske vækst ikke særligt høj. Og derfor burde man bruge en betydelig del af råderummet på at sænke skatten på arbejdsindkomst, kapital og forbrug,” siger Mads Lundby Hansen.

Modsat har KL’s formand Jacob Bundsgaard advaret om, at effektiviseringerne ikke kan fortsætte, og at folketingspolitikerne derfor skal stoppe med de mange løfter om bedre velfærd og istedet reservere det økonomiske råderum til at betale for det demografiske træk.