KD foretrækker stemmesluger frem for partiformand på tv

Stig Grenov skal ikke repræsentere Kristendemokraterne til de afgørende partilederdebatter på tv. (Arkivfoto)
Fotograf: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når valget til Folketinget inden længe bliver udskrevet, kommer partilederne fra de opstillingsberettigede partier til at fremføre deres politik i debatter på tv.

Kristendemokraterne, der forsøger at komme i Folketinget for første gang siden 2005, kommer ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern dog ikke til at stille med landsformand Stig Grenov ved debatterne.

I erkendelse af, at det bliver svært at komme over spærregrænsen på to procent, har partiet valgt at sende folketingskandidaten Kristian Andersen fra Vestjyllands Storkreds på tv.

– Vi er overbeviste om, at vi kan vinde et kredsmandat i Vestjylland, og her er det mest sandsynligt, at jeg bliver valgt.

– Derfor giver det mest mening, at det er mig, der tager opgaven, siger Kristian Andersen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Ved kommunalvalget i 2017 var Kristian Andersen en meget afgørende faktor.

Her sikrede han Kristendemokraterne 15,5 procent af stemmerne og seks pladser i kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I alt fik han 3618 personlige stemmer – flest af alle politikere i kommunen ved kommunalvalget.

Landsformand Stig Grenov kalder udskiftningen en “strategisk beslutning”.

– Kristian kan bruge de direkte tv-debatter som en platform til at tale sig ind i hjerterne på de vestjyske vælgere, som gerne vil have et borgerligt alternativ.

– Han er en fremragende debattør, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan gøre en forskel, siger Stig Grenov.

Kristendemokraterne blev stiftet i 1970 under navnet Kristeligt Folkeparti. Partiet kom i Folketinget ved valget i 1973.

Fra 1982 til 1988 var Kristeligt Folkeparti med i regering under den konservative statsminister, Poul Schlüter.

I 1993 kom partiet igen i regering. Denne gang under ledelse af socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen.

Det sluttede dog hurtigt, da Kristeligt Folkeparti ved valget i 1994 røg ud af Folketinget.

Fra 1998 til 2005 var partiet igen i Folketinget, og i 2003 skete navneskiftet til Kristendemokraterne.

/ritzau/