Analyse: Derfor stopper Venstres velfærdsløfte ikke krav om fortsatte effektiviseringer

Venstres og partiformand Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte vil ikke stoppe de løbende effektiviseringer i den offentlige sektor. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2019)

Venstres velfærdsløfte vil ikke stoppe de løbende krav om effektiviseringer i den offentlige sektor, men måske reducere presset en smule. Læs her, hvorfor de 69 milliarder kroner reelt kun bliver til ekstra 10 millioner kroner i en gennemsnitskommune.

Af Arne Ullum, [email protected]

Der vil fortsat være et massivt pres for effektiviseringer af den offentlige sektor på trods af det såkaldte velfærdsløfte, som Lars Løkke Rasmussen har givet vælgerne i sin egenskab af Venstres formand.

Selvom beløbet 69 milliarder kroner lyder af mange penge, så er det reelt cirka halvanden milliard ud over den årlige stigningstakt, der har været siden den borgerlige regering tiltrådte i 2015.

Forskellen mellem de 69 milliarder og virkelighedens halvanden milliard kroner skyldes to kosmetiske greb fra Venstres side.

For det første er de 69 milliarder kroner akkumuleret – det vil sige at partiet har lagt væksten i de offentlige udgifter sammen for perioden fra 2020 til 2025. Metoden giver ingen mening ud fra en faglig økonomisk betragtning, men det er reelt blot en greb i spindoktorens taske for at få tallet til at se større ud.

Det andet aspekt er, at de 69 milliarder er den samlede stigning – altså inklusiv den stigning, som allerede er planlagt. Ifølge det seneste konvergensprogram forventede regeringen en vækst i det offentlige forbrug på 0,4 procent i gennemsnit frem til 2025. Reelt er Løkkes nye løfte derfor et løft af den offentlige forbrugsvækst fra 0,4 til 0,65 procent – altså 0,25 procent årligt.

De samlede rammer for det offentlige forbrug er ifølge den seneste Økonomiske Redegørelse cirka 570 milliarder kroner, og dermed svarer forskellen på 0,25 procent til cirka 1,4 milliarder kroner om året i ekstra vækst. Ifølge Berlingske vil Venstre-planen dog skævdele væksten, så den er lidt mindre i 2020-2022 og lidt større i de sidste tre år frem mod 2025.

Populært sagt vil de ekstra penge betyde, at staten, regionerne og kommunerne kan betale for det ekstra træk, som kommer på den offentlige service på grund af et stigende antal ældre og børn – det såkaldte demografiske træk.

Der vil fortsat være behov for effektiviseringer

Men velfærdsløftet betyder med stor sikkerhed ikke, at det er slut med effektiviseringer og sparerunder i den offentlige sektor.

Udover udgiften til et stigende antal børn og ældre, så bliver det offentlige også mødt med løbende krav om serviceforbedringer fra både borgere og politikere.

Et godt eksempel er forældre-demonstrationer med krav om minimumsnormeringer i dagplejen. Da Frederiksberg Kommune indførte minimumsnormeringen, som vil koste omkring 1,6 milliarder kroner på landsplan, så skrev den konservative socialminister Mai Mercado, at hun ville ønske at andre kommuner kunne prioritere på samme måde.

Med Løkkes løfte om at “løfte velfærden, så den krone for krone kan følge med de stigende udgifter til bl.a. flere børn og flere ældre hvert år frem mod 2025,” så er der i 2025 kun een milliard kroner tilbage af det økonomiske råderum.

Det betyder, at alle forbedringer af den offentlige service, som eksempelvis bedre normeringer og nye og dyrere behandlinger i sundhedsvæsenet, kun er mulige, hvis politikerne enten sætter skatten op eller gennemfører effektiviseringer i den eksisterende offentlige service.

Og uanset at Venstre siger skattestop og Socialdemokratiet planlægger at hæve et mindre antal mere ideologiske skatter såsom arveskatten, så er der ingen af de tre store partier, som lægger op til en massiv skattefinansiering af de løbende forbedringer af velfærden.

I både staten, regionerne og kommunerne er det meget normalt, at institutionernes bevillinger til driften skæres med een eller to procent om året for at skabe plads til nye udgifter.

Velfærdsløftet betyder med andre ord, at sparekravet kan falde fra eksempelvis 2,0 til 1,75 procent. Eneste markante undtagelse er uddannelses- og kulturinstitutioner, som ifølge Løkkes udspil fritages for det årlige produktivitetskrav i staten på to procent allerede fra 2020.

En anden måde at sætte tallene i perspektiv på er, at en gennemsnitkommune med en procent af borgerne og en procent af de kommunale driftsudgifter kan forvente at få forbedret sin økonomi med 10 millioner kroner om året, hvis kommunerne samlet får en milliard af den ekstra årlige vækst på cirka halvanden milliard.

Frygt for at effektiviseringskrav reelt vil være uforandret

Det er en udbredt frygt i det kommunale Danmark, at velfærdsløftet reelt ikke vil lette presset på effektiviseringer, fordi velfærdsløftet samtidig skaber et billede hos vælgere og politikere af, at der nu er råd til at love store forbedringer af velfærden.

Frygten understreges af, at Venstre på deres hjemmeside lover “mere og bedre velfærd i perioden 2020-2025.”

NB-Økonomi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Venstre til, at partiets ekstra penge alene betaler for mere velfærd, forstået som den ekstra mængde velfærd, der udløses af det demografiske træk, mens bedre velfærd fortsat skal sikres gennem effektiviseringer.

På grund af folketingsvalget er KL underlagt selvpålagt radiotavshed. Men KL formand Jakob Bundsgaard advarede allerede på KL’s topmøde i marts folketingspolitikerne mod at love forbedringer af velfærden.

“Når vi kigger frem mod 2025, så kræver alene befolkningsudviklingen, at hele det økonomiske råderum i dansk politik bliver brugt på velfærd. Hver gang der blive lovet noget i folketingsvalgkampen, så skal man trække det fra den mulighed, som man har for at løfte den nære velfærd,” lød det formanende fra kommunernes førstemand.

Kan udløse paradigmeskift i økonomiforhandlinger

Langt den største del af det offentlige forbrug sker i kommuner og regioner, og udviklingen i forbruget fastsættes i de årlige økonomiforhandlinger mellem henholdsvis KL og Danske Regioner på den ene side og regeringen på den anden.

Normalt foregår forhandlingerne på den måde, at KL og Danske Regioner påpeger, hvor mange ekstra udgifter den demografiske udvikling og kravet om bedre service udløser, mens regeringen modsat peger på alle de effektiviseringstiltag, som man kan gennemføre for dække de nye udgifter.

Den metode betyder, at primært er fokus på den økonomiske ramme.

Hvis man tager Venstres udsagn om, at det demografiske træk skal kompenseres “krone til krone” bogstaveligt, så vil det betyde, at forhandlingerne i fremtiden bliver delt op på den måde, at kommuner og regioner først får dækket det demografiske træk med såkaldt nye penge. Først derefter forhandles der om, hvor store effektiviseringer der kan gennemføres, og hvad det provenu skal bruges til.

En kilde tæt på processen vurderer overfor NB-Økonomi, at det både kan være en fordel og en ulempe for kommunerne og regionerne.

På den ene side vil det give tryghed, at pengene til den demografiske træk er dækket ind, men samtidig vil regeringen og Folketinget formentligt komme med meget specifikke krav om effektiviseringer.

Imod sådan et paradigmeskifte taler dog, at det vil fratage Folketinget næsten alle muligheder for at bevilge penge til nye gode og populære serviceforbedringer. Simpelthen fordi hele det finanspolitiske råderum allerede vil være brugt.

Derfor taler meget for, at regeringen fortsat vil presse kommunerne til at finansiere en del af det demografiske pres gennem effektiviseringer, så der bliver nogen af de nye penge tilbage til eksempelvis forhandlingerne om finansloven.