Det Kongelige Teater tilbyder gratis undervisningsforløb til folkeskolerne

Scene fra August Bournonville Napoli. Foto: Costin Radu.

Balletten på Det Kongelig Teater samarbejder med 45 folkeskoler rundt om i hele landet og i et nyt samarbejde med forlaget Alinea har man udviklet et tværfagligt forløb til 4. og 5. klasser i hele landet om August Bournonvilles ballethovedværk Napoli.

Lene Vind, lene@nb-okonomi.dk

Det Kgl. Teater har netop indgået et samarbejde med Alinea, som er et af Danmarks største undervisningsforlag. Det betyder, at alle skoler i Danmark gratis kan bruge undervisningsforløbet om Napoli , som er det første forløb i serien ’Mesterværker fra Det Kongelige Teater’.

“Jeg håber vitterligt, at eleverne vil nyde Det Kongelige Teaters forløb om Napoli. Eleverne kommer til at arbejde med eventyret, bruge deres hænder og danse med krop og sjæl til musikken,” siger Nikolaj Hübbe, balletmester på Det Kongelige Teater.

Eleverne kan blandt andet arbejde med historien i eventyrform i dansk, skabe Den Blå Grotte i billedkunst og danse den italienske folkedans, tarantellen, i idræt. Forløbet indeholder en række videoer med introduktioner og instruktioner med bl.a. Nikolaj Hübbe og elever fra Den Kongelige Balletskole.

“I forløbet kommer eleverne meget tæt på den oplevelse, det er at arbejde med en balletforestilling og ikke mindst være på et teater. De lærer med hele kroppen, og mange fag bringes sammen. Forløbet viser på bedste måde, hvor langt man kan nå, når man sætter verdenen uden for skolen i spil med et klart læringsmål for øje,” siger Rikke Bay, forlagschef hos Alinea.

Det Kongelige Teater har i over ti år arbejdet med at bringe kunst og kultur ind på skoler og ungdomsuddannelser, og i de seneste to år er der blevet arbejdet målrettet med at hjælpe lærere og skoleledelser til at bruge kunsten i skolen.

“Det Kongelige Teater er hele Danmarks nationalteater, så vi skal selvfølgelig også være noget for børnene. Vi har allerede et aktivt samarbejde med 45 folkeskoler rundt om i landet, og med dette samarbejde med en stor aktør som Alinea, kan vi sørge for, at rigtig mange børn kan møde den klassiske scenekunst i deres skolegang,” siger Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater.

Siden sommeren 2017 har teatret haft et målrettet samarbejde med udvalgte kommuner i Sønderjylland, Nordjylland og København om to-årige partnerskaber, hvor teateret tilbyder at være en fast del af skolens hverdag. De udvalgte skoledistrikter tilbydes PIXI forestillinger til indskolingen, lange læringsforløb til mellemtrinnet, hvor eleverne skaber deres egne opera- og balletforestillinger. I udskolingen tilbydes eleverne det erhvervsrettede forløb, Teaterspillet, samt en ung til ung balletforestilling koreograferet og danset af Kompagni B.

Napoli er gratis at bruge for alle skoler i Danmark og er det første forløb i Det Kongelige Teaters samarbejde med Alinea: “Mesterværker fra Det Kongelige Teater”. Til foråret 2020 lanceres et forløb om operaen La Bohème.

Kilde: Ritzau/Det Kongelige Teater.