S fremlagde meget usikre tal som bevis på eksplosiv vækst i konsulentforbrug

FV19 Mette Frederiksen (S), da hun og Herlevs borgmester Thomas Gyldal (S) fra Socialdemokratiet præsenterer partiets velfærdsudspil på SOSU C skolen i Herlev mandag den 13. maj 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen havde intet faktuelt grundlag for udtalelse om, at forbruget af konsulenter i staten er steget med 50 procent. Det bekræfter både oplysninger fra Finansministeriet til Folketinget og en vurdering fra professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh. 

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen brugte meget usikre og muligvis direkte misvisende tal, da hun ved et pressemøde mandag udtalte, at statens forbrug af konsulenter er steget med 50 procent fra 2015 til 2018.

Alligevel fremlagde partiformanden tallene som facts, og senere på aftenen brugte Peter Hummelgaard (S) de samme tal til i DR’s Deadline til at konkludere, at der havde været en “eksplosiv” vækst i statens konsulentforbrug.

NB-Økonomi har fået udleveret de dokumenter fra partiet, som tallene er hentet fra. Det er to svar fra Finansministeriet til Folketingets Finansudvalg, og de viser, at Finansministeriets embedsmænd meget eksplicit advarer mod at sammenligne tallene på tværs af årene, fordi der har været tre forskellige metoder for opgørelsen af forbruget af konsulenter i perioden fra 2008 til 2018.

“Finansministeriet bemærker, at det på grund af forskellene i registreringspraksis og dermed i opgørelsesmetode ikke er muligt at foretage en direkte sammenligning over tid på tværs af de tre datagrundlag,” hedder det i starten af svaret til Finansudvalget.

Professor: Man kan ikke sammenligne 2015 og 2018-tal

Ifølge professor i økonomistyring, Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, så kan man ikke sammenligne tallene fra 2015 med tallene fra 2018, som Socialdemokratiet gør.

“Det er simpelthen forskellige tal, man sammenligner” siger han.

Ifølge Per Nikolaj Bukh ved man rent faktisk ikke om statens forbrug af konsulenter er steget eller faldet i perioden.

“Det er svært at sige. Jeg ved, at DI selv har fremlagt tal, som har til formål at vise omfanget af deres rådgivningsydelser, og dermed ikke har til formål at tale størrelsen ned, og da har man konkluderet, at der fra 2017 til 2018 har været nogenlunde uændret konsulentforbrug, men dækkende over, at det man kalder managementkonsulenter, har været faldende. Så det er IT, der har været i fremgang,” siger han.

Flere udgifter med i 2017 opgørelse

I relation til Socialdemokratiets påstand om en vækst på 50 procent, så er det ændring af opgørelsen, der skete fra 2016 til 2017, som er i fokus. Opgørelsen for 2016 var baseret på den statslige indkøbsdatabase, mens tallene fra 2017 er baseret på de faktiske fakturaer, som er bogført i statens regnskabssystem.

Metodeændringen har ifølge Finansministeriet medført, at langt flere udgifter er taget med i opgørelsen.

“Skiftet i datagrundlaget betyder, at datagrundlaget er væsentligt bredere end tidligere, da der medtages flere regnskabskonti i opgørelsen end tidligere. Således indgår der i opgørelsen fra 2017 og frem eksempelvis også indkøb af konsulentydelser vedrørende anlægsudgifter inden for Transport-, Bygge- og Boligministeriets område,” hedder det i svaret. Og det er vel at mærke oplysninger, som Socialdemokratiet positivt bekræfter, at man var i besiddelse af inden pressemødet i går.

NB-Økonomi har bedt Socialdemokratiet om en kommentar til kritikken, men de er endnu ikke vendt tilbage.