Analyse: S, V og DF afviger med under seks promille i valgoplæg til offentlig velfærd

De faktuelle tal i partiernes valgoplæg viser, at Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ligger inden for seks promilles forskel i deres ønske om størrelsen af den offentlige velfærd i 2025. Samtidig viser tallene, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen står cirka lige langt fra deres parlamentariske grundlag.

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk

Socialdemokratiet og Venstre opfører i valgkampen et helt specielt show.

Venstre forsøger at påpege, at der ikke er nogen forskel i de to partiers udgiftspolitik i forhold til de offentlige velfærd, men at Socialdemokratiet vil skrue voldsomt op for skatterne, mens Venstre sikrer skattestop.

Socialdemokratiet forsøger på den anden side at give et billede af, at partiet vil prioritere velfærden meget højere end Venstre, men at bortset fra mindre skattestigning hos bankerne og de rigeste, så er der ikke nogen forskel i de to partiers skattepolitik.

Så lille forskel er der på S, V og DF

NB-Økonomi har sammenlignet partiernes offentliggjorte politik og set på, hvor meget de vil ændre i udgifterne til offentlig velfærd i 2025 sammenlignet med i dag. I sammenligningen har vi taget ændringen i det offentlige forbrug og lagt det sammen med strukturelle ændringer af overførselsindkomster.

Tallene viser, at Venstre, DF og Socialdemokratiet er de tre partier, som ligger tættest på hinanden i den økonomiske politik, efter Venstre meldte sit nye velfærdsløfte ud. Der er kun en forskel på omkring 5,8 milliarder kroner i 2025, hvilket skal sammenlignes med de samlede offentlige udgifter på cirka 1.000 milliarder kroner om året.

Forskellen er altså omkring seks promille. Men ved at fokusere på ændringerne – og ikke de absolutte tal – så kommer forskellen til at virke meget større. Oven i har Venstre valgt at akkumulere tallene for at gøre forskellen større i vælgernes øjne.

De radikale er ikke med, fordi deres krav om øgede offentlige udgifter er bundet sammen med et krav om yderligere arbejdsudbudsreformer, og derfor vil tallene blive misvisende.

Ovenstående angiver, hvor meget de enkelte partier i 2025 vil bruge mere eller mindre på offentlig velfærd i forhold til i dag. De Radikale er ikke med i sammenligningen idet deres forslag om en række ekstra offentlige udgifter udover demografitrækket er knyttet sammen med et krav om arbejdsudbudsreformer. For Liberal Alliance og Nye Borgerlige er der tale om relativt usikre skøn. Se nærmere under: Sådan har vi gjort.

Parlamentariske baglande kan trække S og V i hver sin retning

Oversigten viser dog også, at både Lars Løkke og Mette Frederiksen bliver trukket i hver sin retning af deres parlamentariske grundlag, og at forskellen i den økonomiske politik mellem de to statsministre reelt kan blive større, end tallene i diagrammet viser.

Det påfaldende er, at de to statsministerkandidater stort set er lige langt fra partierne i deres parlamentariske grundlag – blot med modsat fortegn.

Mens Mette Frederiksen skal have opbakning fra Enhedslisten, som kræver et løft i de offentlige udgifter på cirka 100 milliarder kroner om året, så skal Lars Løkke formentlig have støtte fra Nye Borgerlige, som kræver et fald i de offentlige udgifter i samme størrelsesorden.

Hvor stor effekt, det vil få, er reelt umuligt at sige. Helle Thorning-Schmidt førte eksempelvis en udgifts- og skattepolitik, der lå milevidt fra hendes eget parlamentariske grundlag. Det skete ved først at binde SF til et regeringsgrundlag med en borgerlig økonomisk politik og siden enten indgå aftaler med partier i oppositionen eller true med at gøre det.

I et nyt Folketing bliver spørgsmålet derfor, i hvilket omfang yderpartierne i den økonomiske politik, dvs. Enhedslisten, Liberal Alliance og Ny Borgerlige, er klar til at vælte en regering på den økonomiske politik, selvom de selv har bragt regeringen til magten?

Alle tre partier har truet med at gøre det, men den historiske erfaring siger også, at få har gjort alvor af det. Seneste eksempel i historiebøgerne var, da Fremskridtspartiet i efteråret 1983 væltede den første Firkløverregering på Finansloven og fik massiv klø af vælgerne.


Sådan har vi gjort:

Vi har ud fra partiernes offentliggjorte materiale på deres hjemmeside og udtalelser i valgkampen set på, hvor meget mere eller mindre de enkelte partier vil bruge på offentlig velfærd i 2025 sammenlignet med i dag.

Offentlig velfærd er her defineret som offentligt forbrug og overførselsindkomster – det vil i praksis være tæt på de samlede offentlige udgifter.

Rent praktisk har vi set på, hvor meget partierne vil øge det offentlige forbrug med årligt samt effekten af engangsændringer i den offentlige sektor og udgiften til strukturelle ændringer af overførselsindkomster.

For de enkelte partier er der at bemærke:

Socialdemokratiet: Her er taget udgangspunkt i, at partiet vil bruge hele det økonomiske råderum + ekstra provenu fra skatter til at øge den offentlige velfærd. Altså 21,5 milliarder i råderum og nye skatteindtægter på 4,3 milliarder. Partiet fremlægger en samlet økonomisk politik senere i valgkampen.

Venstre: Her er taget udgangspunkt i, at partiet vil bruge 20,5 milliarder af råderummet til at kompenser for den demografiske vækst.

Dansk Folkeparti: Har meldt ud, at de både støtter fuld demografisk kompensation og i princippet også skattestoppet. Derudover har partiet lovede en ekstra milliard til de ældre.

SF og Enhedslisten: Her er taget partiets egen udregning i det fremlagte program.

Radikale Venstre: Er ikke medtaget i sammenligningen, da partiet knytter ekstra forbrug til eksempelvis mindstenormeringer i daginstitutioner sammen med arbejdsudbudsreformer. Hvis man ser bort fra det, så ligger partiet meget tæt på både Venstre og Socialdemokratiet.

Konservative: Her er forudsat vækst i det årlige forbrug på 0,16 procent svarende til 5,2 milliarder. Partiet vil samtidig frem til 2027 spare 10,8 milliarder på jobcentre, efterløn og seniorjob, men modsat er der lagt en reserve på 20 milliarder kroner ind til ekstra offentlige udgifter eller større skattelettelser, og det antages at udligne hinanden. Vi har tjekket, at dette svarer til partiets egen opfattelse.

Liberal Alliance: Tallene her er relativt usikre, da partiet arbejder med en 2030-plan. Vi har antaget at halvdelen af partiets ændringer i de offentlige udgifter er gennemført i 2025, men det er en relativ usikker antagelse. Men i forhold til analysen formål – at vise spændet i holdningen til de offentlige udgifter – så er det dækkende.

Nye Borgerlige: Tallene er relativt usikre og primært beregnet ud fra partiets forslag til skattelettelser. Det er antaget, at skattelettelser ud over råderummet skal modsvares i et fald i de offentlige udgifter. Det er en relativ usikker antagelse, fordi Nye Borgerlige ikke har fremlagt finansieringsplan med dynamiske effekter. Men i forhold til analysen formål – at vise spændet i holdningen til de offentlige udgifter –  så er det dækkende.

For alle partier gælder, at der ikke kan tages højde for i hvilket omfang en eventuel effektivisering af den offentlige sektor vil blive brugt til skattelettelser eller øget offentlige forbrug.

Et eksempel på sådan en effektivisering er Socialdemokratiets forslag om mindre brug af konsulenter, og her har partiet – helt i tråd med den generelle politik – meldt ud, at pengene skal bruges til bedre normeringer i den offentlige sektor.