Kommune vedtager klausul mod løndumping

FOA og 3F vil have bedre indsats mod social dumping. For FOA gælder det plejesektoren, mens 3F fokuserer på udenlandske arbejdere i byggesektoren. (Foto: David Leth Williams)

Leverandører i Halsnæs Kommune skal fremover sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår til deres medarbejdere, lyder det fra borgmester i Halsnæs, Steffen Jensen(S). Den kommer dagen efter, at fagforbundet FOA varslede konflikt mod Vika Pleje.

– Vi vil ikke politisk acceptere social løndumping, og det vil fremover indgå som krav i kommunens indkøbs- og udbudspolitik, siger Steffen Jensen til Frederiksborg Amts Avis.

De fleste nordsjællandske kommuner anvender i dag arbejdsklausuler i tjenesteydelseskontrakter med private leverandører, der skal sikre overenskomstmæssige forhold for de ansatte.

Vika Pleje er privat leverandør af pleje i Halsnæs Kommune og har i to og et halvt år afvist at skrive overenskomst med FOA.

– Vi vil ikke politisk acceptere social løndumping, og det vil fremover indgå som krav i kommunens indkøbs- og udbudspolitik, siger Steffen Jensen til Frederiksborg Amts Avis.

I 2016 fik et spinket flertal fra Venstre og Dansk Folkeparti skrevet arbejdsklausuler ud af kommunens udbudspolitik, men allerede i denne måned står byrådet i Halsnæs Kommune overfor at vedtage en ny udbuds- og indkøbspolitik. Her vil der blive tilføjet nye krav.

– Når byrådet vedtager den nye udbuds- og indkøbspolitik, så vil det blive med krav om, at de private leverandører har løn- og arbejdsforhold, der som minimum svarer til overenskomsten på området. Det er rigtig vigtigt for os at få det med i politikken igen, siger Steffen Jensen.

Ifølge FOA bør Halsnæs Kommune slet ikke have kontrakter med virksomheder, der dumper lønnen for ansatte.

– Det skal de skynde sig at få styr på. Det er vigtigt, at det foregår under ordnede forhold, når man som kommune udbyder tjenesteydelser. Næsten alle kommuner i Nordsjælland har styr på klausulerne, og det skal Halsnæs også skynde sig at få. Det kan jeg også forstå, at de er parate til, siger Mona Striib, formand for FOA.

3F: EU beskytter for dårligt mod social dumping

Godt seks ud af ti 3F medlemmer uenige eller næsten uenige i, at EU beskytter danske arbejdere mod social dumping. Samme antal synes, at EU er en trussel mod den danske model. Det viser en undersøgelse blandt 1.023 af 3F’s medlemmer, som Analyse Danmark har foretaget. Det skriver Fagbladet 3F.

Her gælder det udenlandske arbejdere, der ikke får overenskomstmæssig løn på byggepladser, i metrobyggeri mv.

– 3F’erne har mere fidus til, at Folketinget kan sikre gode løn- og arbejdsvilkår for danske arbejdere. Der er en stærk tro på vores eget system, som andre ikke skal blande sig i, siger Kasper Møller Hansen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet.

Blandt murere, chauffører og rengøringsassistenter er der også en stærk tror på, at Folketinget er bedst til at løse problemer med social dumping og til at sikre lønmodtagernes rettigheder. Det svarer henholdsvis halvdelen og syv ud af ti ja til.

Ifølge Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik bunder svarene blandt andet i en manglende viden:

– Mange har den opfattelse, at det er Folketinget, som har magten. Derfor peger man derhen. Her i valgkampen kan man let få det indtryk, at alt foregår på Christiansborg. Men det passer ikke. EU regulerer en hel masse omkring arbejdsmarkedet.

hsk