Professor: Bedre udligning og bortfald af finanseringstilskud bliver centralt i udligningsreform

De store byområder risikerer at skulle aflevere mere i udligning til yderkommunerne, som skal kompenseres for mistet finanseringstilskud. (Foto: Ritzau/Scanpix)

Det vil ikke være utænkeligt, at den bedst stillede halvdel af kommunerne i fremtiden skal betale eksempelvis 3,5 milliarder kroner ekstra i udligning til den dårligst stillede halvdel, forudser professor Per Nikolaj Bukh. Han anser det samtidig for givet, at kommunerne mister hele eller store dele af det særlige finanseringstilskud.

Af Arne Ullum, arne@nb-medier.dk

Kommunerne i de store byområder kan godt indstille sig på, at de kommer til at betale et milliardbeløb ekstra i udligning til især yderkommunerne, og alle kommuner må indstille sig på, at de særlige finanseringstilskud og kompensationsordninger forsvinder. Det siger professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, der er en af de danske forskere, som følger den kommunale økonomi tæt.

“Man bliver nødt til at fjerne finanseringstilskudene, fordi det forbrug, der skal være i kommunerne, styres via servicerammen. Finansieringstilskuddene betyder, at den likviditet, som stilles til rådighed, er ude af trit med forbruget, og det er uholdbart. Det betyder, at der hobes likviditet op i kommunerne, og det må på en eller anden måde stoppe,” siger Per Nikolaj Bukh.

Han ser to muligheder for at løse problemet. Enten fjerner man finansieringstilskuddet, eller også hæver man servicerammen. Udgangspunktet for en forhandling vil ifølge Bukh være, at finansieringstilskuddet skal væk – og så ender man sikkert med at hæve servicerammen lidt, forudser han.

Samlet vil kommunerne derfor få færre penge, og det vil ramme skævt mellem kommunerne.

“Nogle kommuner bruger det ekstra finansieringstilskud til at øge deres kassebeholdning, mens andre kommuner må bruge det meste af finanseringstilskuddet for at sikre finansiering af service og anlæg,” siger professoren. Han påpeger, at det vil stille krav om bedre udligning, når finansieringstilskkuddet falder helt eller delvist væk, med mindre servicen i de fattige kommuner skal blive endnu dårligere – og ikke bedre, som flere partier har lovet i valgkampen.

3,5 milliarder i øget udligning er ikke et så stort et beløb

“Hvis man nu omfordelte for eksempel 3,5 milliarder, så ville jeg ikke synes, at det var så stort et beløb, når jeg sætter det i forhold til de samlede serviceudgifter. Hvis vi giver 3,5 milliarder kroner til den ene halvdel af kommunerne og tager det samme beløb fra den anden halvdel af kommunerne, så tror jeg, at de kommuner, som de bliver taget fra, vil syntes, at det er mange penge, og de kommuner der får dem, vil starte med at sige, at det er for lidt,” siger Per Nikolaj Bukh. “Men i Hjørring og andre yderkommuner vil man også sikkert glæde sig over, at man har fået noget.”

Der omfordeles i dag årligt cirka 18 milliarder kroner via den kommunale udligning, og når det ifølge Bukh ikke er tilstrækkeligt til at sikre en rimelig balance for kommunernes muligheder for at yde service, så er det, fordi systemet ikke længere virker. Hvis udligningsmodellen var mere præcis, kunne der ifølge Bukh opnås en bedre lighed uden nødvendigvis at øge den samlede omfordeling.

“Hvis udligningssystemet fungerede korrekt, så havde kommunerne mere
ensartede muligheder for at afholde service. Forstået på den måde, at hvis man
havde ensartede behov, så kunne der afholdes ens service fratrukket den ulighed,
som vi er villige til at acceptere,” siger Per Nikolaj Bukh. “Den forskel skal være
bevidst, og der skal ikke være uhensigtsmæssigheder i systemet, som øger
uligheden utilsigtet. Men det er sket, fordi udligningsmodellens opgørelse er ikke er
tilstrækkeligt præcis til at afspejle, hvad det er for et udgiftsbehovbehov, man har
i en kommune. Så er man nødt til at gå tilbage og lave en mere præcis opgørelse
af hvor mange penge, de enkelte kommuner skulle man have haft, hvis man skulle have et mere ens serviceniveau. Så har man det som base line, og så kan
man derfra beslutte, om man vil acceptere fem, ti eller tyve procents forskel.”

Per Nikolaj Bukh påpeger, at de fleste er enige om, at der skal være en vis forskel mellem kommunerne.

Udligningssystemet er skredet siden finanskrisen

Men forskellen mellem land og by er ifølge Per Nikolaj Bukh vokset sig større, end politikerne ønskede, og det skete ifølge hans analyse efter finanskrisen.

“For ti år siden var udligningsmodellen ikke så forkert, som den er nu. Det er noget, der har udviklet sig i takt med en ændret bosætning i kølvandet på makroøkonomiske forhold som rente og boligpriser. Modellen kunne ikke rumme det, og derfor holder den gamle opfattelse af, at problemerne ligger ovre i Jylland, ikke længere – nu ligger de også i kanten af Sjælland,” siger han.

Per Nikolaj Bukh henviser til analyser, som viser, at mens København før finanskrisen havde flere sociale problemer end gennemsnittet, så har københavnerne i dag har færre sociale udfordringer end gennemsnittet i Danmark.

Det bliver svært for politikerne

Per Nikolaj Bukh forudser dog, at det bliver en svær opgave for politikerne at få støtte til en udligningsreform.

Hvis man omfordeler penge mellem kommunerne, så er det ifølge Bukh nemmest at håndtere for de kommuner, som har et lidt højere serviceniveau. Men det der er også erfaringen er, at modstanden mod besparelser fra befolkningen ikke har nogen sammenhæng med udgangspunktet, siger han.

“Jeg bor selv i Aarhus Kommune og har med nogen undren fulgt med, da der blev lagt budget for 2019, og der var planer om at spare få procent på folkeskoleområdet. Der var demonstrationer og modstand, og man endte med med at rulle det tilbage og tage besparelsen på nogle administrative poster uden at turde gennemføre ændringer på skoledistriktsområdet. Så sidder man og undrer sig. To-tre procents reduktion på skoleområdet i en kommune, der har et højt udgiftsniveau i forvejen, og som i årevis ikke har kørt store sparerunder. Prøv at sammenligne med almindelige kommuner rundt i landet, hvor mange skoleledere havde jublet, hvis der et år kun skulle reduceres udgifter med et par procent.”